Wadi Ibn Hammad mellem Madaba og Kerak

Madabakortet

Muezzinens stemme lyder gennem højtalerne fra en minaret i det fjerne. Et par minutter efter blander en anden sig og flere opfordringer til dagens første muslimske bøn gjalder i den tørre morgenluft, der endnu ikke har set dagens lys. Jeg ligger halvvågen i mit værelse på Moab Land Hotel i Madaba, da solen kaster sine første stråler ind gennem vinduet og langsomt fylder rummet med lys og varme. Kirkeklokken fra Skt. Georg Kirke neden hotellet ringer til gudstjeneste. Også i Madaba er befolkningen af forskellig religiøs overbevisning, men her i byen er man overvejende kristne.

Det var i den græsk ortodokse Skt. Georg Kirke, at jeg i går så det berømte Madabakort - et byzantinsk mosaikgulv fra anden halvdel af 500-tallet e.v.t. og dermed det ældste kendte kort i verden over Det Hellige Land - der meget genkendeligt viser landskabet omkring Jordandalen og Dødehavet. Bl.a. er Jerusalem gengivet meget nøjagtigt - om end i overdimensioneret størrelse - som det helt centrale på kortet. Jerusalem var på den tid "verdens centrum" og jeg ser tydeligt bymuren, Damaskusporten og Gravkirkens kuppel. På kortet ses også Jeriko (verdens ældste by), Dødehavet og Jordanfloden og på den anden side af floden byen Kerak og landegrænserne mellem de forskellige kongeriger, der dengang løb langs wadierne (udtørrede flodlejer).

Mere end to millioner mosaikstykker

Mosaikgulvet, der består af mere end to mio. mosaikstykker i flere farver, blev fundet ved en tilfældighed i slutningen af 1800-tallet, da de tilflyttede kristne beduiner slog sig ned i byen og ville bygge et lille kapel på resterne af en tidligere basilika. Under byggeriet stødte man på mindre stykker af mosaikgulvet, men det var først i 1886, da man ryddede kirkens indre for at lægge et nyt gulv, at man opdagede hvad mosaikkerne viste og hvilken betydning de havde. Desværre var store dele af kortet allerede blevet uigenkaldeligt beskadiget. Der findes flere enestående mosaikker rundt omkring i byen, dels i private hjem, dels i andre kirker. Madaba kaldes da også for "Mosaikbyen".

I et knastørt landskab

Efter at have set Madabakortet kørte bussen ud i Jordans knastørre landskab - en stenørken næsten uden ende - og jeg fik for første gang set den enestående udsigt udover en af de mange udtørrede flodsænkninger mod Dødehavet, hvor mineralerne i jorden giver et fantastisk farvespil.

Varme kilder ved Hammamat Ma’in

I Hammamat Ma’in, der allerede i tidlig kristen tid var slutpunktet på en pilgrimsrute til bl.a. Jerusalem, kunne man dengang - som nu - bade i de varme, svovlholdige kilder og lade sig bruse under et 45 meter højt og meget varmt vandfald. Også Kong Herodes den Store fandt lindring i kilderne, der ikke ligger så langt fra hans borg Makærus. Her blev Johannes Døberen offer for Herodes begærlighed, da hans steddatter Salome dansede "de syv slørs dans" for ham og derefter måtte få et hvilket som helst ønske opfyldt. I ledtog med sin mor, Herodias, bestemte Salome at forlange Johannes Døberens hoved på et sølvfad. Herodes så sig nødsaget til at efterkomme ønsket.
Fra badeanlæggets omklædningsrum er der kun kort afstand til familie-bassinet, der er forbeholdt kvinder og børn, men jeg gik ned til det fælles bad og ud det varme vand. Og det var varmt, men efter et lille stykke tid var kroppen vænnet til det! Det er med en voldsom kraft, at vandet rammer mig i hovedet og på ryggen, når jeg stiller mig under vandfaldet og en udsøgt fornøjelse var det ikke! Så var det bedre at sætte sig stille og roligt ned i det varme vand og lade sig "blødgøre". 
Her bader kristne i badetøj, mens muslimerne er helt tildækkede og alle nyder det blødgørende, varme vand. I en lille hule oppe bag vandfaldet var temperaturen som i et dampbad, og da jeg gik derind nærmest brændte jeg fødderne i det hede vand og trak mig hurtigt tilbage.

Madaba

Allerede første dag nyder jeg udsigten ud over Madabas tage fra Moab Land Hotels tagterrasse og kan se såvel moskéer som kirker.

Nebobjerget

Bussen er ankommet og første stop på dagens tur er Nebobjerget ca. otte km. vest for byen. Ifølge Det gamle Testamente var det her, at Moses i omkring 1200-tallet f.v.t. (tidlig bibelsk tid, der strækker sig fra ca. 2000-300 år fv.t.) førte sit folk fra Egypten mod Det Forjættede Land og fra toppen af Nebobjerget kunne se det. Men han nåede aldrig helt frem, da han ifølge overleveringerne døde her på bjerget. En mindesten er rejst for Moses, men det vides ikke, hvor han ligger begravet.
Fra toppen af Nebobjerget, 802 moh., har jeg en formidabel udsigt udover Jordandalen og Dødehavet - mere end 1.200 meter under mig, da Dødehavet ligger ca. 400 meter under havets overflade og dermed er det laveste punkt på jordoverfladen. 
Jeriko på Vestbredden (i Israel) ligger som en hvid tåge i varmedisen og i helt klart vejr kan jeg herfra se Jerusalems tårne i silhuet. Nebobjerget har gennem alle tider tiltrukket pilgrimme og flere helligdomme som templer, klostre og kirker har været bygget på stedet. På toppen er udgravet ruinerne af et byzantinsk kloster samt en basilika med nogle af landets flotteste gulvmosaikker dateret 531 e.v.t.

Imponerende Wadi Mujib

På køreturen sydpå gennem Jordan følges den gamle, historiske "Kongevej" og har næste stop ved et udsigtspunkt ud over en af landets største dalsænkninger Wadi Mujib. Millioner af års slitage har eroderet landskabet med sandsten, limsten, granit, lavagrus og sand, så det nu fremstår farvestrålende - men goldt - så langt øjet rækker. Det er ufatteligt at tænke på, at dette landskab engang har ligget under havets overflade - og det finder jeg beviser for gennem forstenede muslinger og andre af havets skaldyr.

Vandring i Wadi Ibn Hammad

På denne rundrejse i Jordan er der indlagte vandreture i den forskelligartet natur med frugtbare dale langs Jordan-floden, enestående naturreservater og knastør ørken ved Det Døde Hav og længst mod syd. I rejsegruppen er vi 10 gæster, en dansk rejseleder og en lokal guide samt en buschauffør, der bringer os sikkert rundt i Jordan, der ligger som en historisk grænsepost mellem den kristne og muslimske verden på den arabiske halvø.

På den anden side af Wadi Mujib stopper bussen for rejsens første vandretur i Wadi Ibn Hammad. Forsynet med madpakker og vand i rygsækken vandrer og kravler jeg ned gennem en flot og varieret sandstenskløft. Til at begynde med er ruten forholdsvis flad, men da jeg kommer ned i bunden af kløften, er der vand og ruten er så godt som ufremkommeligt. Vi er nogle stykker, der vælger at benytte os af stien lidt oppe på siden af wadien for ikke at få unødigt våde fødder, mens andre vover at kæmpe sig frem gennem buskadset i bunden af kløften. Det varer dog ikke længe før vi alle slår følge sammen på den tørre sti, hvor udsigten - og ikke mindst fremkommeligheden - er langt bedre.

Tomatplantager

Både på denne side af dalbunden og på den anden side dyrkes tomater på de naturligt dannede terrasser. Tomatplantagerne ses tydeligt som felter i landskabet med sorte striber. Det er sort plastik, som bønderne dækker jord og planter med for at holde på fugtigheden. Desværre er det også gammelt plastik fra tidligere år, der ligger og flyder på jorden, i buske og træer, og som er med til at forurene naturen. Her er desuden dåser og knuste flasker og andet affald som mennesker, der ikke ved bedre, blot har efterladt i naturen.

Skildpadder og geder

Men landskabets form og farver er storslået. Selv om det overvejende er knastørt og goldt, er her liv, hvor der er vand i form af kilder - heraf mange varme kilder. Fra bunden af wadien - der naturligt nok er den mest frodige del - lyder fuglefløjt og her ses enkelte fugle. Mellem sandstensklipperne vokser små buske med farvestrålende blomster og i de skyggefulde klippesprækker har små vækster med blågrå kraftige blade fået rodfæste. Eneste større dyr jeg møder på turen - foruden gedeflokke - er nogle ca. 20 cm. store landskildpadder. En enkelt midt på ruten gemmer sig i sit skjold, da den observerer at der kommer nogen. Men med lidt tålmodighed og ro kommer skildpadden atter frem og fortsætter sin vandring. Længere fremme bliver jeg opmærksom på noget der "hakker" mod hinanden inde i en busk og tror i første omgang, at det er fugle der har noget i gang. Jeg lister mig frem og ser to skildpadder som slås - og det går ikke stille af!

Huler, sten og beduinlejre

Vi lader naturens gang være og fortsætter gennem det ejendommelige landskab med lodrette klippevægge og udhulede sten, passerer en forladt beduinlejr og kan efter et par timer slå os ned under et skyggefuldt træ lige ved en blomstrende eng for at indtage frokosten. Foran os fortsætter Wadi Ibn Hammad sit snoede landskab ca. 40 km. ned mod lavlandet og Dødehavet. Jeg kan kun skimte en blålig dis i det fjerne mellem de eroderede lodrette sandstenssider, der i terrasser danner denne vældige canyon. Vi følger samme vej tilbage til udgangspunktet, hvor bussen har ventet, og fortsætter derefter ad Kongevejen videre frem mod Kerak.

Kerak - en korsfarerborg

Allerede på nogen afstand kan jeg se den tidligere korsfarerborg Kerak ligge på toppen af en enkeltstående bjergtop, der rager 900 meter op over havet. Byen ligger på den ene side af bjerget og går helt op til bjergtoppen, hvor også  hotel Kerak Rest Hotel ligger - som første nabo til borgen. Udsigten fra de vestvendte værelser er da også helt lamslående, med det frugtbare landskab nedenfor, der fortoner sig mod Det Døde Hav.  Men lad være med at kikke lige ned ad bjergskråningen, for der ligger tilsyneladende byens losseplads med alverdens henkastet affald. Synd, at der ikke findes bedre renovationsforhold. Man må håbe, at næste generation lærer noget i skolen om miljø og om at bevare naturen ren.

Ubehagelige unger

Efter at være indkvarteret vil jeg se nærmere på byen og vandrer på egen hånd ned gennem de fattige kvarterer, der mest af alt minder om en flygtningelejr. En mængde trapper fører mig ned gennem smalle, betongrå gyder, hvor vasketøjet blafrer i vinden og rottejagende katte piler om hjørnet, når jeg viser nig. Jeg møder en gruppe drenge, der spiller bold på et lille plateau og fortsætter ned ad trapperne. De seks-syv drenge, der nok er mellem otte og ti år gamle, råber: "Money, money" og rækker hænderne frem. Men jeg forsøger at sende dem et smil og fortsætter nedefter. De følger bag mig, og da jeg ikke vil stikke dem penge, sparker de efter mig. Jeg fortsætter naturligvis uanfægtet nedad, hvilket tilsyneladende irriterer ungerne, der begynder at skrige og kaste småsten efter mig! En ubehagelig oplevelse.

Højt til tårnet

Jeg kommer ned på landevejen og følger denne tæt under borgen, hvor hovedfæstningstårnet rejser sig. Kerak har vært beboet lang tid før vores tidsregning og har gennem tiderne været skueplads for etniske og religiøse opgør. Under korstogene mod Det hellige Land blev der i 1142 udbygget på borgen, hvor den senere berygtede borgherre Reynald af Chatillon i 1170’erne, henrettede de tilfangetagne arabere ved at kaste dem ud fra tårnet og 90 meter ned i dybet. Korsfarerne måtte dog efter længere tids belejring og konstante bombninger til sidst overgive sig i 1184 til den store muslimske leder sultan Saladin (? - 1193).

En kold aften

Da jeg senere er tilbage på en café på det lille torv i byen, hviler jeg mig i solen med et glas friskpresset appelsinjuice samt en vidunderlig, sukkersød myntete. Efter aftensmiddagen og på vej tilbage til hotellet, har jeg i den kolde natteluft et flot skue op mod stjernehimmelen, hvor myriader af stjerner blinker lysende klare.

Guidet besøg på Kerak-borgen

Denne formiddag er der en hurtig rundvisning på fæstningen, hvor en lokal guide - sådan en skal der altid være med - fortæller,  hvad vi ser. Her har vi staldene. Her har vi forrådskamrene. Her har vi - o.s.v. Faktisk havde det været langt bedre, hvis den danske rejseleder havde ført os gennem og berettet historien for os - eller at vi selv gik omkring, da det meste af det oplyste, kan læses i enhver guidehåndbog. 

Efter et par timer fortsætter rundrejsen i Jordan mod et af Jordans største naturreservater - Dana Naturreservat.