Bako National Park, Borneo

Bako National Park

Det regner fortsat let, da den lille transportbåd med en kraftig påhængsmotor for fuld drøn pløjer gennem flodens brune vandmasser. Floden åbner sig i en lagunelignende indsø og med et forbjerg, der langsomt kommer til syne, nærmere båden sig Bako National Park. Der er fem-seks personer i hver båd samt styrmanden, der med sikker hånd får manøvreret båden uden om de laveste steder i lagunen. Tidevandet har trukket sig og er netop nu på sit laveste niveau. Båden skraber på bunden, men på forunderlig vis får styrmanden igen fart i båden, indtil den til sidst sættes fast i mudderet. Der er mere end en km. ind til land og vi får oplyst, at båden ikke kan komme længere ind som følge af lavvande, men at vi kan vente et par timer til højvande kommer! Den lokale guide er allerede sprunget i det lave vand. De øvrige både med de andre rejsefæller er også ankommet og "parkerer" et halvt hundrede meter længere væk. Vi tager sko og strømper af, lægger dem i rygsækken, og træder ned på en blød bund, hvor mudderet når halvt op på skinnebenet og begynder at vade indefter.

En kamp for at komme på land

Jeg har taget mit kamera frem for at forevige denne noget spektakulære situation, da den porøse bund under mig pludselig giver efter. Jeg synker dybere ned i mudderet først med det ene ben og da jeg lægger vægten over på det andet for at holde balancen, synker det andet ben også ned. Jeg tænker kun på ét. Mit kamera som jeg går med i hånden. Det må ikke komme under vand. Vandet når nu op over knæene til underkanten af mine korte bukser og panikken breder sig på et splitsekund. Jeg må ikke miste balancen og falde. Guiden, der har set mit problem, kommer løbende. Let som han er, går han ikke gennem det første porøse mudderlag. Men jeg klarer mig heldigvis op ved egen kraft og kommer fri af de første mudderhuller. Det er anstrengende, men guiden råber, at vi blot skal nogle få meter ind før bunden bliver fast. 
Han støtter i stedet min hustru, der også har problemer. Bag mig kæmper mine rejsefæller en lignende kamp. En hoppede fra båden direkte ned i et af hullerne og sank i til skridtet og ville absolut ikke med på denne lidt strabadserende tur og forlangte at komme tilbage i båden øjeblikkeligt! I mellemtiden er jeg kommet ind, hvor bunden er fast og ser mig tilbage. Folk kæmper sig gennem muddermasserne ved at hjælpe og støtte hinanden. Men én sidder urokkeligt fast - alene og uden hjælp i nærheden. Jeg lader min hustru få min rygsæk og kamera og løber tilbage ud i mudderet for at give kvinden en hjælpende hånd. Sammen får vi støttet hinanden i at nå frem til den faste bund, hvor vandet kun går til anklerne. Hun føler sig reddet, men det er hendes mand, der er hjulpet tilbage i båden og hun vil følges med ham tilbage til fastlandet.

Vandring i junglen

Vi andre kommer efterhånden tættere på land og vandrer gennem vandet langs kysten, hvor regnskoven står flot helt ned til vandkanten. Efter et par kilometer kommer vi frem til hovedkvarteret Telok Assam ved indgangen til Bako National Park, hvor vi skal på vandring i junglen. Her er også en svensk rejsegruppe samt en del mennesker, som er rejst hertil på egen hånd, så vi er en ret så stor flok, som skal på junglevandring - desværre samtidigt! Det oplyses, at turen på den smalle sti er ret så strabadserende, så den danske turlider foreslår, at gruppen deles, så nogle spadserer med hende på en flad strækning, mens de øvrige følges med en lokal guide ind på stien.

Kø i regnskoven

Vi går med den lokale guide over græsset, hvor et næsten tamt børstesvin fouragerer, og kommer via pælebroer over mangroven - ind for at vandre på en af stierne, der fører gennem regnskoven. Men allerede her er der kødannelse. Vi venter lidt og lader de foran gående få et længere forspring. Da der endelig kommer skred i junglevandringen, varer det imidlertid ikke længe, før vi har indhentet den forreste gruppe, der er stoppet op ved noget interessant. Ventetid. Det er umuligt af passere. Guiden fortæller om naturen og om planterne. Han er godt uddannet, taler perfekt engelsk og ved, hvad han taler om. Det er klart, at når man vandrer op mod 20-30 personer på en smal sti i junglen - lige i hælene på hinanden, ja, så er muligheden for at se dyr og fugle minimal.

Det ved guiden også, så efter blot 300 meter på stien, guider han sin gruppe ned på stranden - ind midt i mangroveskoven. Da det er lavvande, kan vi gå tørt og sikkert gennem mangroven på opdagelse efter det vilde dyreliv.

Mødet med næseaberne

Her ser vi kødædende planter, stikfri bier og krabber der piler over sandet. Da vi er tilbage ved pælebroen, møder vi nogle af Borneos ejendommeligste dyr - næseaberne. De sidder højt oppe i mangrovens træer og spiser blade. Når de flytter sig tager de næsten tilløb og svinger sig fra det ene træ til det næste. Flokken består af flere hunner og en dominerende han. Alle har de lange næser, men hannens næse er grotesk stor. Den er så stor, at den kan være i vejen, når han skal spise. Des større, jo mere dominerende er han. Man mener, at den store næse har med varmereguleringen at gøre. Et andet særkende hos hannen er en altid erigeret penis, som han gør flittigt brug af, når en hun kommer forbi. 

Tilbage ved hovedkvarteret Telok Assam nyder vi den medbragte picnic, mens en fræk makakabe forsøger at stjæle godbidder fra os. Hvad den ikke får af gæsterne, stjæler den fra skraldebøtterne, som den har lært at åbne. 

Det er blevet fint vejr - og ikke mindst højvande, så bådene kan komme helt ind til anløbsbroen for at bringe os tilbage til Kampung Bako, hvor turen startede.

Senere er vi tilbage i Kuching - hovedbyen i Sarawak-provinsen.