Regnskovens hemmeligheder ved Kinabatangan-floden, Borneo

Pygmæelefanter

Lokalguiden dirigerer båden længere ind mod flodbredden. Hans skarpe iagttagelsessans har igen set noget, alle vi andre overser, mens vi sejler hen over Kinabatangan-flodens grumsede vand. Inde mellem buske og træer og næsten ude i vandet står nogle af de meget sjældne pygmæelefanter. Langsomt glider båden nærmere og med tilbageholdt åndedræt kommer vi rigtigt tæt på disse små elefanter. Vi er kun et par meter fra dyrene. Men tag ikke fejl. Selv om de er små og max. måler 1,70 meter op til skulderen og ser meget søde ud, er de vilde og bomstærke. En elefantmor med sin unge går længere ud i vandet uden at lade sig forstyrre af os og æder af de saftige vandplanter. Vi kan se dyret lige i øjnene. Lokalguiden fortæller, at det er fem måneder siden, at denne gruppe pygmæelefanter sidst blev set her ved floden, så vi er ekstrem heldige. Længere henne ad flodbrinken opdager vi et par pygmæelefanter mere. Det er et par hanner, der skiller sig ud fra flokken. Hannerne kendes på deres op til 50 cm. lange stødtænder. Hunnernes stødtænder bliver ikke meget længere end 10-20 cm. 

De ejendommelige næseaber

Det pusler i træerne vi passerer. En flok af de mærkværdige næseaber, der kun lever her på Borneo, fouragerer oppe i træerne. Det er en stor familie med en dominerende han, med den enormt store næse, der næsten synes til besvær, samt en flok hunner, hvoraf mindst en har en unge hængende på brystet. Det er fantastisk at sidde blot nogle få meter fra disse ejendommeligt udseende dyr. Hannen vejer op mod 20 kg og det er ham der bestemmer og hunnerne følger hans mindste vink. Hannen har op til 20 hunner i sin flok, så han har nok at se til!

Inden vi denne eftermiddag sejler tilbage til lodgen, har vi også set makakaaber, næsehornsfugle samt havørn.

Et paradis for naturelskere

Omkring denne lavere liggende del af Kinabantangan-floden, der i alt er 560 km. lang, findes den største koncentration af vilde dyr i hele Malaysia. Her er mulighed for at se alle otte forskellige arter næsehornfugle som findes på Borneo, et hav af forskellige tropiske fugle, ørne, isfugle, samt kæmpefirben, aber og orangutang (menneskeaben), pygmænæsehorn og pygmæelefanter, krokodiller, forskellige træ- og mangroveslanger og meget mere.

Kinabatangan Riversite Lodge

På den rundrejse på Borneo er vi kommet til Sukau og derfra videre til indkvartering på Kinabatangan Riverside Lodge helt nede ved floden af samme navn. Lodgen er bygget på pæle og har en stor hovedbygning med restaurant, hvorfra en gangbro fører ud i området med de fritstående hytter. Det er her nødvendigt at bygge på pæle, da flodens vand ind i mellem stiger så meget, at grunden under hytterne er oversvømmet. Men pælene er også et værn mod f.eks. de krokodiller og slanger, der lever i dette sumpede område. 
Vi har formiddagen "fri" og beslutter os for at se nærmere på skovstien, lige på den anden side af landevejen ved lodgen. Vi kommer imidlertid ikke langt, da stien er meget våd og pløret. Det kræver gummistøvler at færdes her. Vi går i stedet et stykke ind mod den nærliggende landsby, men kommer dog ikke langt - måske en km. før heden fra den brændende sol bliver ulidelig og vi må vende om. På vejen ser vi bananpalmer, palmekerneolie-palmer, kokosnød-palmer, eksotiske, tropiske blomster og meget mere.

En våd eftermiddag

Den varme som er her midt på dagen gør, at dagens næste flodsafari bliver fastsat til lidt hen på eftermiddagen. Men da vi skal afsted, sætter et tropisk uvejr ind. Regnen siler ned, netop som vi skal i bådene og lokalguiden udskyder klogt enhver form for sejlads. Vi får i stedet mulighed for at se en film om dyrelivet på Borneo i lodgens biograf.

Vi venter endnu en time, inden regnen stilner af og vi kan komme afsted. I mellemtiden er vandstanden i floden steget betragteligt og oversvømmet bådebroen, så vi må have sko og strømper af for at komme ud i bådene. Vi glider ud i flodens rivende strøm, som fører træstammer og buske med sig ned mod havet. Vandstanden i floden er påvirket af havets tidevand, som ved højvande nærmest danner en barriere, der holder vandmasserne tilbage. Eftermiddags solen er så småt atter ved at bryde gennem skydækket og efter en halv time har vi atter blå himmel over os. Vejret er virkeligt omskifteligt her i regnskoven. Lidt oppe ad floden sejler vi ind i en sideflod - Managgul-floden - hvor vandet nærmest står stille 

Hov - der er en slange

Pludselig slår rorgængeren bak på lokalguidens kommando og langsomt glider vi ind under et træ, hvis krone hænger ud over floden. På en gren ligger en ca. to meter stor, flot mangrovesnog, hvis sorte farve med gule tværgående striber kun et trænet øje opdager på afstand.

Aftenhygge på Kinabatangan Riverside Lodge

Om aftenen serveres der igen god mad på store fade i restauranten ved Kinabatangan Riverside Lodge. Senere sidder vi på terrassen i den milde aften og taler om dagens hændelser og får "dagens medicin" - en medbragt Benediktinelikør til kaffen. Likøren er god for maven og vi sover godt på den!

Sejlads mod Sandakan

Næste morgen har solen svært ved at brænde disen væk fra Kinabatangan-floden, hvor vi skal forlade Riversite Lodge og sejle 87 km. ned ad floden mod provinsbyen Sandakan. Det er en lidt større speedbåd kufferter og vi anbringes i. Det første lille stykke sejles der stille og roligt, måske fordi mandskabet ved, at vi igen har mulighed for at møde pygmæelefanterne. Så glider vi ind til bredden og ser en stor flok på ikke mindre end 16 individer. Vi sejler en lille times tid, da speedbåden pludselig vender rundt i en stor bue. Igen er der spottet noget inde ved flodbredden. I vandkanten ligger en stor krokodille. 

Der sættes atter fart på båden og disen forsvinder helt og det bliver et pragtfuldt vejr. Ganske få steder passeres små landsbyer, hvor farten sænkes, men så snart båden atter er forbi husene, speedes der op. Det er en vidunderlig klar dag og meget forfriskende at sidde i båden og betragte sceneriet vi passerer. Vi kommer ud på mere åbent vand - bugten ved Sandakan - og båden hopper hen over vandet, mens vi langsomt nærmer os de karakteristiske klippesider, som rejser sig op af havet ved indsejlingen til Sandakan. Efter godt to timer for fuld speed er vi atter på land, hvor en bus venter på os.

Sepilok Orang Utan Rehabilitation Center i Sandakan

Lidt uden for centrum af Sandakan ligger Sepilok Orang Utan Rehabilitation Center. Vi så et tilsvarende center, da vi tidligere på rundrejsen var i Sarawak-provinsen, og også her er formålet at redde orangutangerne og få dem vænnet til en fri tilværelse. Fra centrets hovedindgang spadserer vi ind til observationsstedet, hvorfra man to gange om dagen kan iagttage orangutangerne komme og få mad - bananer og anden frugt. Der er imidlertid ingen menneskeaber lige nu, men en masse makakeaber der underholder.

Forsigtige - men nysgerrige orangutanger

Det varer ikke længe før nogle orangutanger kommer til. På et tidspunkt er her fem orangutanger, som sidder på foderbrættet. Senere forsvinder orangutangerne igen ud i skoven, lige så stille som de ankom. Den dag orangutangerne ikke længere kommer til foderbrættet og således klarer sig selv i regnskoven - den dag er rangernes (dyrepasserne) arbejde med at rehabilitere disse dejlige menneskeaber lykkedes. 

Samme eftermiddag flyver vi til badeferie ved Kota Kinablu.