Semenggoh Orang Utang Rehabiliteringscenter, Borneo

Mødet med orangutangerne

Der lyder et uigenkendeligt råb inde fra regnskoven. Stilhed og afventen. Lyden fra en metalplade, der bankes mod en træstub afbryder stilheden. Endnu et råb - et signal. Det er rangeren ved rehabiliteringscentret for orangutangerne Semenggoh Orang Utang som på den måde får tiltrukket de vildtlevende menneskeaber. Vi er gået et stykke ind ad den afmærkede sti til en åben plads, hvor vi sammen med andre gæster, får mulighed for at overvære formiddagens fodring af menneskeaberne. Orangutangerne kommer til dette rehabiliteringscenter for (igen) at lære at blive en helt vildtlevende menneskeabe. Mange er indbragt, fordi moderen til en lille unge er blevet dræbt og det kan der være flere grunde til. Måske har nogle (forvirrede) mennesker ønsket sig en lille baby-abe, men snart opdaget, at en lille abe bliver stor med tiden! Og hvor skal man så gøre af den? Måske har tolderne fundet en abeunge, som er forsøgt udsmuglet i noget bagage? Årsagerne til at orangutangerne havner her er mange. 

Når de bringes ind som små, knytter de sig til mennesket, som var det deres mor. Her fodrer rangerne dem fra flaskestadiet. Opgaven er så langsomt at vænne dem til et selvstændigt liv, så snart de er store nok og kan klare sig selv sammen med deres større slægtninge. 
Fra foderpladserne går liner af svært tovværk i flere retninger ind i regnskoven og disse liner er vigtigt for abernes tryghed - både når de skal vove sig ud i den store verden, men også for at kunne finde sikkert hjem til foderpladserne og rangerne igen. Der holdes naturligvis øje med hvem der kommer til foderpladserne og rangernes opgave er først løst helt, den dag orangutangen ikke længere viser sig. Da har den lært at klare sig selv fuldt ud.

Fodringstid

Utålmodigt spejder vi ind i junglen og så pludselig er der noget, der rører sig højt oppe i et af de fjerneste træer. En rødbrun behåret skikkelse sætter rystelser i gang i linerne og snart balancerer den første orangutang med sine lange lemmer hen over tovværket mod foderpladsen. Rangeren står nedenfor parat med bananer og anden frugt og aben klatrer roligt ned og snupper en klase bananer, som den tager med op i træet. Der kommer flere til - en stor og en mindre orangutang. Måske mor og barn. Disse skabninger er så menneskelige at se på og vi røres uvilkårligt over den taknemmelighed aberne udviser over at der bliver taget sig af dem.

Orangutangen

Ordet orangutang eller rettere Orang Utang betyder "Skovens Menneske" på malaysisk og i gamle dage mente man, at menneskeaberne kunne tale, men ikke gjorde det for at undgå at blive sat i arbejde. Orangutangen, der naturligvis er totalt fredet, lever her i regnskoven på Borneo samt på øen Sumatra. Her bygger de hver nat en ny rede 15 meter oppe i træerne, hvor der ingen myg er. Hannerne bliver op til 140 cm. høje og kan veje 60-90 kg., mens hunneren bliver 115 cm. høje og vejer mellem 40-50 kg. Fra hånd til hånd måler de 2,5 meter. De bliver op til 35 år, når de lever vildt i skoven, og op til 58 år i fangenskab (zoologiske haver). De forplanter sig langsomt og det er normalt kun hver sjette år, at en hun føder en unge. Orangutangerne lever af skovens tropiske frugter og blade, bark, insekter samt æg. Den ældste og dominerende han udvikler med tiden nogle store kindlapper, der består af brusk og hud.

Bomstærke orangutanger er i fare

Selv om de måske kan se spinkle ud, er orangutangerne bomstærke og vi er blevet adviseret om at træde til side, hvis en orangutang kommer forbi, ligesom alle løse dele som tasker og spiselige ting er forblevet i bussen. Det anslås, at der er omkring 15.000 vildtlevende orangutanger på Borneo, men den fortsatte fældning af regnskoven, for at tilfredsstille bl.a. vesterlændinge med ædelt træ til husbyggeri og fine møbler, samt det fortsatte krybskytteri, gør, at man forventer arten udryddet i løbet af de næste 10-15 år, hvis ikke der gøres noget drastisk nu.

Da aberne atter forsvinder ind i junglen, spadserer vi over til en anden foderplads og også her kommer aberne ned fra træerne og tager for sig af retterne. En orangutang, der gør sig særligt bemærket, er en mor med ungen hængende på maven. Ungen klamrer sig til moderen, mens hun med to fri hænder og fødderne og munden fuld af bananer flytter sig rundt i træerne.

Også andre dyr

På rehabiliteringscentret har man også nogle huse, hvori nogle kæmpe krokodiller holder til.

En uforsigtig kvinde

På vejen ud af centret har en ældre amerikansk kvinde set en grøn slange oppe i et træ, hvilket hun er begejstret for. "Look" siger hun, og rækker i sin iver hånden op mod slangen, der sidder parat til at hugge. Heldigvis står en årvågen mand ved siden af hende og får slået hendes arm ned. Men hun fatter ikke budskabet og vil igen pege på slangen. Igen slår han hånden væk og forsøger at forklare. Hvem ønsker at blive bidt af en giftigslange?

Efter besøget fortsætter denne rundrejse på Borneo mod hovedjægerne i Sarawak.