Tunku Abdul Rahman Nationalpark, Borneo

Ren luksus på Hotel Shangri-La Tanjung Aru

Det fem-stjernede hotel Shangri-La Tanjung Aru ligger på en halvø i Det Sydkinesiske Hav og med fem kilometers afstand til provinshovedstaden Kota Kinabalu. Ud for kysten er der 15 minutters sejlads til fem små badeøer, der udgør Tunku Abdul Rahman Nationalpark - et ideelt sted for dykning og snorkling.
Fra værelsets private altan vendt mod havet, kan vi se udover bugten og det parklignende anlæg neden for os. Fra gangen på den anden side af bygningen er der udsigt til en filippinske pæleby og bag denne skimtes de første huse i Kota Kinabalu. De regnskovsklædte bjerge fortoner sig i de fjerne skråninger på Mount Kinabalu - Sydøstasiens højeste bjerg, 4.101 moh. Det er ren luksus vi er kommet til. Store værelser med alt hvad vi behøver - og lidt til. Hotellet har flere restauranter og barer, to swimmingpools samt beskyttet strand i en lille bugt, hvor der yderst på pynten ligger et spa- og wellnesscenter.
Den milde aftenbrise, som står ind fra havet, får os til at vælge en udendørs restaurant langt væk fra den sædvanlige aircondition og her indtager vi et dejligt måltid mad. Mørket har for længst sænket sig over Borneo og efter aftensmaden spadserer vi rundt i den oplyste park og ud til Spa-centret Chi. 

Spa-centret Chi

Selv om det er langt over "lukketid", byder et par venlige kvinder os indenfor og fortæller lidt om centret, hvor man kan leje sig ind i separate boliger og få den behandling man ønsker og har behov for. Det drejer sig både om hudbehandlinger og muskelbehandlinger, men også en mental behandling baseret på den traditionelle kinesiske filosofi "chi". En af kvinderne spørger om jeg vil "testes" for at finde ud af hvilket element (jord, ild, træ, jern, etc.) jeg tilhører, og da jeg indvilliger, stiller hun mig en række spørgsmål og svarene indtastes i computeren. Hun har derefter en række forslag til behandling som hun anser gode for mig - så har jeg tid næste dag, er jeg velkommen. Det vil jeg bestemt overveje, men jeg er på farten allerede fra næste morgens start, så i denne omgang bliver det ikke til noget. Men de gæster, der skal være på Shangri La i en uges tid på badeferie, vil jeg bestemt anbefale at prøve dette spa-center.

Tunku Abdul Rahman Nationalpark

Direkte fra hotellets bådebro sejles vi på ca. 15 minutter ud til Manukan Island en af de fem små øer, der udgør nationalparken. Dette er et populært sted for såvel dykning som snorkling.
Revene ved øerne består mest af hårde koraller med en bestand af farvestrålende fisk og jeg kan være heldig at møde en havskildpadde, mens jeg snorkler. Flere af mine rejsekammerater har aldrig prøvet af snorkle før og det er en oplevelse for alle at få dykkermasken på og så stille og roligt bøje kroppen ned i det krystalklare vand og tydeligt kunne se de farverige fisk svømme mellem benene på sig selv! Andre er mere rutinerede og svømmer længere ud, hvor koralrevet begynder. Selv om dybden er omkring otte meter ses hvert sandkort helt tydeligt. Og her er masser af flotte fisk, der skjuler sig eller leger i korallerne - hvoraf flere er ganske farvestrålende. Enkelte fisk er lige så nysgerrige som jeg og kommer helt tæt på min dykkermaske, og da jeg rækker hånden ud efter nogle, er det som om de ønsker at spise af hånden. Men jeg har intet at tilbyde dem. Vi har nogle vidunderlige timer i vandet, og det kan anbefales at medtage et undervandskamera.        

Rundt på øen

Inden vi skal videre til øen Sulug for at spise frokost, spadserer jeg en tur rundt på Manukan Island, der ikke er større end det kan lade sig gøre på en times tid. Længst mod vest stoppes sandstranden af en stejl stenet klippekyst og jeg må op på sti i skoven for at komme længere væk. Men vestsiden kan ikke rundes, så jeg må samme vej tilbage og krydse ind over øen til nordsiden, hvor der er udsigt til næste ø. På vestsiden ligger en lille bakke, hvorpå der er et udlejningshus, men her bor ingen. Der er imidlertid noget der pusler i skovbunden og jeg opdager flere store kæmpefirben på en meters længde, der springer væk, da jeg kommer. 
Efter frokost på Sulug sejler vi tilbage til Kota Kinabalu og har eftermiddagen for os selv.

En filippinske pæleby

Vi har skiftet det fugtige tøj, men der går ikke længe, før det igen er klamt i den varme og med den fugtighed, der rammer os, da vi vandrer ind mod Kota Kinabalu. Vi har sat os for at se nærmere på en maleriske filippinske pæleby og må spadserer nok så lang en omvej for at finde frem til den. Ved indgangen til pælebyen møder vi to mænd, som sidder i skyggen under et halvtag. Den ene ser undrende på os og henvender sig: - Ingen turister!
Jeg forklarer, at vi gerne vil fotografere disse specielle huse, hvilket han godt kan forstå. Han rejser sig op og rækker hånden frem: -Jeg er politimand her, siger han, selv om han er klædt i civil, - og denne bydel er bestemt ikke for turister. I kan godt gå ind, men I kommer ikke ud igen - ikke i live i hvert fald! Den tygger jeg lige på i et sekund og jeg rækker ham næven og siger tak for advarslen.

Det viser sig, at det er illegale filippinske flygtninge, der bor her under stor fattigdom, og ser de en turist med rygsæk og kamera, ja, så er der "noget at komme efter". Politimanden fortæller, at de før har oplevet røverier og sågar drab her, og han foreslår, at jeg fotograferer fra vejen, mens han holder øje med mig. Filippinerne lever illegalt og under stor fattigdom, men udgør alligevel en vigtig del af samfundet i Sabah og omkring Kota Kinabalu, så myndighederne ser gennem fingrene med det. Filippinerne ernærer sig bl.a. som fiskere og sælger deres varer i byen, men arbejder også i mange af de jobs, som andre ikke vil have.
På vejen tilbage til hotellet priser vi os lykkelige over, at vi blev advaret og ikke kom for skade at gå ind i pælebyen - nok så pittoresk den måtte være.

En aften i Kota Kinabalu

Stanken af saltede tørfisk og osen fra grillede fisk fra det store torv bag håndarbejdsmarkedet "Handcraft Market" er, hvad der møder os, da vi går på opdagelse i denne labyrint af små boder. 
Her sælges alt som næppe kan betegnes som kunsthåndværk - men enkelte ting er måske håndværk fremstillet i Filippinerne eller Indonesien. Det er folk fra disse lande der fortrinsvis har boder her. Tingel-tangel og souvenirs faldbydes overalt, men nogen må jo købe det, da disse mennesker - de fleste filippinere - kan leve af det.

Bag hallerne står madboderne tæt og her er et leben af alle slags folk. Fiskere, nogle koner der renser fisk, grill-passere, børn og voksne der spiser ved små borde eller direkte på asfalten. Her kan man få sig et måltid mad for meget små penge. Så har du mod på en gang grillet hummer, fås det til overkommelige penge. Vi går ned til havnen og da solen er ved at gå ned hentes vi af en bus, der kører os til fælles spisning i Sedco Square, hvor der er flere fiskerestauranter under samme store tag og vi får et gedigent kinesisk måltid med ris, friskfanget fisk, rejer, kogte grøntsager m.m.

I morgen fortsætter rundrejsen på Borneo til junglen til Danum Valley National Park.