Hvalsafari syd for Sri Lanka og byvandring i Galle
På rundrejsen i Sri Lanka er vi nået til landets sydspids for at tage på hvalsafari og se blåhvaler. Senere spadserer vi en tur i byen Galle.
Sri Lanka
Hovedstaden i Sri Lanka er Colombo.
Befolkningstal: Ca. 22 mio.
Areal: Ca. 65.610 km²
Afstand fra Danmark: Ca. 7.981 km
Mest besøgte attraktioner: Klippetemplet Sigiriya, helligdommen Adams Peak samt nationalparken Udawalawe
Mere information:
Mødet med hvalerne
Det er meget tidlig morgen og dagens første lys lader vente på sig, da vi kører mod Sri Lankas sydspids til byen Mirissa. Undervejs i bussen spiser vi en simpel morgenmadspakke og da vi efter ca. en times kørsel er fremme, er det blevet så lyst, at vi kan se gråvejret over havneområdet. Vi kommer ombord på Whale Watching Club skib, der er et åbent fartøj med plads til omkring 40 personer og sætter kurs ud i Det Indiske Ocean. Sri Lankas sydspids er et af de bedste steder i Verden at tage på hvalsafari, bl.a. fordi hvalfangst har været forbudt i Det indiske Ocean siden 1980'erne. Ca. 10 km. ud for kysten går havbunden nærmest lodret nedad og giver grobund for så meget plankton, at dette sted er et velforsynet spisekammer for bardehvaler - bl.a. verdens største dyr blåhvalen. Men her kan også spottes tandhvaler, som den store kaskelot og de små delfiner. Hvalerne kommer ind til kysten fra slutningen af november og bliver her til starten af maj, inden de fortsætter mod varmere vande i Det Arabiske Hav.
Desværre sætter regnen ind med kraftige byger, hvilket nedsætter sigtbarheden betydeligt, men folkene på skibet er blandt de bedste til at spotte hvalerne og forudsige i hvilken retning de svømmer, når først der er skabt kontakt. Det varer da heller ikke længe før ryggen af en brydeshval ses i vandoverfladen og straks sættes kursen mod dyret. Vi har seks andre skibe omkring os og alle "jager" nu hvalen. Brydeshvalen bliver op til 18 meter lang og kan veje op til 100 tons. Vi følger hvalen et stykke ud i sejlrenden, hvor de store fragtskibe og olietankere sejler, og ser den flere gange. Desværre spotter vi ikke andre hvaler i det oprørte hav, så efter et par timer vendes skuden for at sejle tilbage mod land.
Skildpadder i rum sø
Den skarpøjede besætning spotter noget i vandet, og først da vi er tæt på, kan vi se, at et par havskildpadder er i gang med parringen. Denne akt foregår altid til havs og når hunnen er klar til at lægge sine æg, svømmer hun ind på Sri Lankas strand og graver en hulning i sandet, hvor æggene lægges - som regel når det er fuldmåne. Efter 60 dage klækkes æggene og de små skildpaddeunger starter deres farefulde færd hen over stranden mod havet. Nok den mest farefulde tur i deres liv, for på stranden venter måger og andre fugle og dyr på at få sig et let måltid. Kun en ud af ti skildpadder når at blive voksen.
Blåhvalen - verdens største dyr
Pludselig ændrer skipper kursen. Han har gennem regndisen set en tågesky rejse sig op mod 15 meter i luften - en blåst fra en blåhval. Skipper holder kursen og i fuld fart nærmere vi os stedet sammen med et andet skib. Til vores store overraskelse er det ikke blot en enkel blåhval, men en lille gruppe på hele tre individer - på én gang! Vi følger blåhvalerne og langsomt kommer vi nærmere og nærmere på disse kæmpedyr uden at forstyrre eller skræmme dem. Blåhvalen, der kan blive op til 30 meter lang og veje 180 tons, er det største dyr, der nogensinde har levet på jorden - større end de største dinosaurus. Begejstringen over at have set og været så tæt på dette kæmpedyr vil ingen ende tage og da en af blåhvalerne får så megen fart på sit dyk, at halefinnen kom over vandoverfladet bryder jublen ud. Vi følger blåhvalerne i en lille times tid (udover den berammede tur) før skibet sejler tilbage til Mirissa.
Fæstningsbyen Galle
Vejret har skiftet fuldstændigt, da vi senere på dagen ankommer til byen Galle, hvor vi ser nærmere på den gamle bydel inden for fæstningens mure. Det var portugiserne der i 1588 påbegyndte opførelsen af fæstningsanlægget, der skulle forsvare Galle. Men dette mislykkedes, da hollænderne i 1640 erobrede Galle og efterfølgende udbyggede fortet - det eneste af sin art i Sri Lanka - der i 1988 kom på UNESCO's verdensarvsliste.
Fra den gamle havn kommer vi ind bag fæstningsmuren gennem den hollandske indgangsport med det hollandske østindiske kompagnis våbenskjold udenfor og det engleske våbenskjold indenfor murene. Vi besøger den hollandske Groote Kerk (Store Kirke) grundlagt i 1640 og genopbygget i 1755.
Vi spadserer forbi de klassiske kolonitidsbygninger og op på fæstningsvolden frem til fyrtårnet. Det kan anbefales at fortsætte rundt på volden og se de forskellige bastioner, ind du vover dig ind på de smalle brostensbelagte gader med fine design- og kunstbutikker i de mange klassiske huse. Her findes også flere museer.
Vi slutter i den berømte gade Pedler Street, hvor vi har de sidste indkøb, før vi kører videre op ad sydvestkysten mod turistbyen Hikkaduwa og det lækre hotel Kalla Bongo Lake Resort.
Forude venter flodsafari og havskildpadder.
Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser
Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.
Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.
Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser