Bukhara - den hellige by

Kyzyl Kum ørkenen

Kyzyl Kum ørkenen ligger med 2/3 i Usbekistan og 1/3 rækker ind i Kasakhstan. Ørkenbæltet er det største i Centralasien og undervejs stopper bussen flere steder for at vi kan betragte det tørre landskab, hvor floden er eneste synlige tegn på mulighed for liv. Der har været menneskelig aktivitet i ørkenen allerede 2.000 år f.v.t. hvor seminomader boede langs floderne, hvilket kan ses på indskrifter og graffiti på de pladser, hvor karavanerne gjorde holdt. Selv om her kun falder mellem 100-250 mm. regn om året, er her også et dyreliv - men det er svært at få øje på. Ud over fugle er her 20 forskellige slanger, gekkoer, firben, varaner og sjakaler, ligesom her findes edderkopper, skorpioner og biller etc.

Mod Hotel Omar Khayyam i Bukhara

Den store flod Amu Darya passeres og de medbragte frokostpakker nydes på en restaurant midt i ørkenlandskabet, inden vi når Bukhara - den hellige by - og indkvarteres på Hotel Omar Khayyam der ligger centralt i byen. Alle værelser vender ud mod hotellets smukke gård. Denne aften spiser vi på taget af Restaurant Dolon med fin udsigt over byen og solnedgangen, og så snart solen er væk, sænker kulden sig over ørkenen og vi må ty til de tykke trøjer.

Bukharas handels- og kulturcentre

Det er altid spændende at besøge forskellige forretninger og arbejdende kunstværksteder, hvoraf nogle er pladeret under store hvælvinger. Andre holder til i tidligere karavanseraier, der var herberg for de rejsende kamelkaravaner på Silkevejen. De fineste forretninger findes i gården til en af de tidligere muslimskoler - Nadir Divanbegi Madrasa.

På spadsereturen gennem byen passeres Bukharas ældste moské - Magok-i-Attari moskéen - med rødder tilbage til 1200-tallet.

Omkring Lyab-i Hauz

Ved byens centrale gadekær Lyab-i Hauz står en statue af Nasreddin Hodja der betragtes som en populistisk filosof og klog mand, der huskes for sjove historier og anekdoter med en pædagogisk pointe.

Gadekæret er en oase midt i byen, hvor folk kommer for at slappe af, ryge en vandpibe eller købe sig en kop kaffe eller te, mens de betragter de imponerende madrasaer, der flankerer gadekæret og hvor bygherrerne virkelig ville overgå hinanden i arkitektonisk henseende. Engang havde Bukhara over 200 madrasaer med studerende fra mange forskellige lande, som studerede astronomi, matematik, filosofi og andre videnskaber.

Bukharas ældste mausoleum

Det UNESCO-beskyttede Ismael Samani Mausoleum ligger i udkanten af den smukke Samani Park og er blandt de ældste originale bygninger i Bukhara. Denne firkantede bygning, der er fra begyndelsen af 900-tallet, er symmetrisk opbygget og har fire ens facader af sten med 17 forskellige mønstre, der giver bygningen en helt særlig struktur og udseende ved forskelligt lys. Indvendigt ses en stenkiste. Da mongolen Djengis Khan stormede Centralasien et par hundrede år senere, ødelagde de alt. Men ikke mausoleet, for folk havde gennem årene bygget små gravkamre klods op af det, så for Djengis Khan lignede det bare en rodet kirkegård, som han lod være. Først i 1960'erne udgravede sovjetiske arkæologer dette fine monument frem. I nærheden ligger Chashma Ayub - Jobs kilde - hvor legenden fortæller, at det var her profeten Job slog sin stok i jorden og en kilde sprang frem.

En simpelt forlystelsespark

I tilslutning til Samani Parken ligger et lille Tivoli med pariserhjul, karusseller, svinghjul, isboder m.v. Det er meget enkelt, som man kan forestille sig en forlystelseshave i Danmark har set ud for 100 år siden. Her er ingen blinkende lamper eller støjende højttalere og anden hurlumhej. Men børn og kvinder hygger sig - og det er det vigtigste. Mænd ser vi ikke.

Bolo Hauz moské

En anden spændende bygninger Bolo Hauz moskéen der er fra 1712. Den har 24 trædekorerede stolper med smukt udskåret kapitæler med farvede stalaktitter som spejler sig i det foranliggende gadekær. Denne fredagsmoské vender mod Arken (byens fort) og engang gik emiren på udlagte tæpper hele vejen fra Arken og hertil.

Byens fort - Arken

Arken menes lige så gammel som Bukhara, men er dokumenteret siden 600-tallet. Den antikke by skød op omkring fortet, som gennem tiderne har været revet ned og genopbygget flere gange. Alle de store erobrere som Alexander den Store var her i 329 f.v.t. og Djengis Kahn i 1220, hvor han massakrerede 30.000 forsvarer af byen, så blodet flød. De plyndrede, brændte byen af og tog slaver med sig. Den nuværende form fik Arken i 1500-tallet med store mure, der er renoveret med brændte mursten i 1900-tallet. Enkelte steder kan de originale lerklinede mure fortsat ses. Det var her bag de tykke mure at emiren - herskeren over Bukhara - boede og herfra regerede han sit rige. Her var plads til emirens fortrolige ledere, moské, harem, skattekammer, møntsmedje og slavekvarter. I alt havde Arken omkring 3.000 indbyggere.

En skråning fører op til indgangsporten, hvor der på begge sider er rejst vagttårne, hvorfra der kunne holdes øje med hvem som nærmere sig fortet. Inde i porten fortsætter skråningen i en arkade under bygningerne op forbi en række nicher, hvor soldater stod tæt og holdt vagt. Her lå også fangehullerne, hvor de som skulle henrettes offentligt på Registanpladsen ventede på deres skæbne.

Den åben slotsmoské står på toppen af fortet og på et museum ses bl.a. forskellige, gamle håndskrevne koraner, hvoraf én er fra det 10. århundrede. Ved den store tronsal (i det fri) kan vi ikke se ind, en mur spærrer. Her kunne folk komme i audiens hos emiren. Et par trin op - med bøjet ryg og hoved - trådte man ind i tronsalen. Nogle kom dengang krybende ydmygt på alle fire for at få foretræde for emiren.

Kalon moské

Blandt de store arkitektoniske mesterværker ses Kalon Moskéen, der fortsat benyttes ved fredagsbønnen. En port i den imponerende portal leder ind til selve minaretens gårdsplads, hvor det hellige morbærtræ står ensomt i midten. Moskeen har rødder tilbage til 795, men det som ses i dag er bygget i begyndelsen af 1500-tallet og senere renoveret i 1950’erne. Kalon moskéen er blandt de største i Centralasien og kan rumme op mod 12.000 sjæle.

Kalon minareten

På dette sted har der siden 919 stået en minaret, men den blev ødelagt i 1068. Den nuværende minaret blev bygget i 1127 og er hele 48 meter høj med et fundament på 14 meter under jorden og med en diameter på ni meter ved roden. Hele vejen op er denne unikke minaret dækket med 16 bånd i forskellige mønstre. Legenden fortæller, at Djengis Khan, da han var ved at brænde byen af, blev så benovet over at se noget så højt, at han tabte sin hat, hvorfor han bukkede sig for at samle den op. Det var første gang han havde bukket for noget og straks blev minareten skånet for nedrivning. 
Under et jordskælv i 1976 blev Kolon minareten beskadiget, men genopbygget og er nu medtaget på UNESCO’s verdensarvsliste.
Minareten, der også kaldes "Dødens Tårn", var naturligvis bygget til at kalde til bøn fra, men blev også brugt til at henrette folk. De dødsdømte blev bragt til toppen af minareten, fik skåret øjnene ud, blev lagt i en sæk og smidt ud. Denne praksis blev heldigvis stoppet i slutningen af 1800-tallet. 

Chor moskéen - Den Skjulte Moské

Efter at have nydt te og kaffe på The Silk Road Tea House bruger vi resten af denne eftermiddag på at spadserer lidt uden for centrum og ad snørklede veje finder vi frem til den noget særpræget Chor Moské - Den Skjulte Moské - fra 1807. Vi forstår navnet, for den er svær at finde! Moskéen var tidligere en del af en stor madrassaer som for længst er lukket. Arkitekten var fra Indien og de fire forskellige tårne skulle henvise til hans fire døtre.

Modeopvisning og folkloreshow

Dagen slutter med middag i Nadir Divanbegi Madrasa, hvor vi samtidigt overværer en modeopvisning samt et musik- og danseshow.

Rundrejsen fortsætter i morgen og går atter ud i Kyzyl Kum ørkenen, hvor vi bor i yurter hos nomaderne.