Rideferie over Balkanbjergene med masser af oplevelser

Første pas

De forreste i ridegruppen er forsvundet bag træerne på den smalle serpentinesti, der slyngede sig op ad bjerget, men jeg var fortrøstningsfuld - min hest kender vejen - og bag mig har jeg vores anden guide. Faktisk behøvede jeg slet ikke "styre" min hest på vejen op, den er en topprofessionel bjergbestiger og ved eksakt hvor den skal dreje - og ikke mindst hvor den skal sætte sine ben for ikke at skride. Jeg hjælper hesten ved at læne mig lidt frem i sadlen, så min vægt bliver fordelt på alle dens ben. Nu kan jeg igen se mine rejsefæller og genne min hest op til dem. Forude ligger passet vi skal over for at passere Balkanbjergene.

Apriltsi - Mandrata

Tidligere på dagen var vi vågnet i et gæstehus i Apriltsi, der ligger i Ostrets ca. 585 moh. og havde en fin udsigt ud over dalen og de bagvedliggende bjerge. Gæstehuset var lækkert og meget smagfuldt indrettet med gode to- og tre-sengs værelser fordelt på to etager med hver sit fælles bad og toilet. Huset var pyntet med fine antikviteter og gamle landbrugsredskaber. Efter et solidt morgenmåltid var det tid at køre til Riding Base Balkan, der ligger lidt uden for Apriltsi for foden af Balkanbjergene. Her mødte vi vore værter som driver Riding Base Balkan, og vores guider på den kommende uges rideferie - "Balkan Trail - Ridetrek over to bjerge". 

Med på turen er gæster som er vant til at ride og ofte er på rideferie. Selv har jeg redet lidt islandsk heste på dagsture og kan bestemt ikke betegnes som rutineret. Derudover følgere guidens kone sammen med deres datter i bil med vores bagage fra sted til sted og sørger for at servicere os med mad og drikke.

Op på hesten

Guiden fik med sin store rutine hurtigt spottet, hvem der skulle have tildelt hvilken hest, som allerede stod opsadlet med westernsadler. Jeg fortalte, at jeg ikke kunne betragtes som rutineret og fik tildelt vallakken Djamal. En stærk, men lidt doven hest, som der skulle prikkes til undervejs. Mine rejsefæller fik også heste efter rutine - nogle mere livlige end andre. Alt i alt et godt blandet hold. Der var ikke megen tid til at se selve stutteriet ved Riding Base Balkan før vi sad i sadlerne, så det må vente til vi kommer tilbage, for før vi fik set os om, var vi på vej gennem byens gader. Apriltsi er i virkeligheden en samling af små landsbyer, der ligger lidt spredte i dalen.

Den første galop

Vi skridtede på en lang række gennem byens udkant og kunne betragte de små haver og husene fra hesteryg. Allerede efter en lille times skridt var vi ude på engen og guiden signalerede, at det var tid til turens første galop. Her er det almindelig pli ikke at overhale en anden hest i galop. Nogle heste vil i givet fald "tage kampen op", så det er vigtigt at holde rækkefølgen i gruppen. Desværre var det ikke alle der havde forståelse for det. Men det gik heldigvis godt uden det "vilde" ridt. 
Vi kom op på den første lille bakke og kunne se hvad der ventede forude - Balkanbjergene - også kaldt Stara Planina (der betyder "Det Gamle Bjerg"). Bjergkæden er ca. 530 km lang og løber på tværs af hele landet fra Serbien i vest til Sortehavet i øst.
Solen bagte ned på os, så både heste og ryttere tørstede, selv om vi havde vand med i saddeltaskerne. Så det var en lise at komme ind i den skyggefulde skov og frem til frokoststedet, der var anrettet på et bord under et lille tag.

Oppe i Balkanbjergene

Efter en passende pause sidder vi igen i sadlerne på vej opad. Vi passerer grænsen til Central Balkan National Park som har et rigt dyreliv. Mere end 200 forskellige fuglearter findes her, men også vildsvin, hjorte, ræv, ulv og ikke mindst brun bjørn - der er totalt fredet. Bjørnene kan blive et problem her, da bestanden ikke længere reguleres gennem jagt. Bjørnene bliver flere og flere, hvilket tvinger dem længere ind mod landsbyerne for at få føde nok - og det skaber selvsagt problemer. Vi hører historien om dengang man på rideturen uforvarende kom for tæt på en bjørn. Bjørnen havde ikke opdaget ridegruppen og begge blev forskrækket. Hestene sprang i hver sin retning og bjørnen løb sin vej. Ingen kom til skade. Normalt hører bjørnen os længe inden vi kan se den og stikker af.

I bjerghytten

Vi når op i passet ved Smesite ca. 1.600 moh. og kan nyde den betagende udsigt til de omkringliggende høje punkter og dalen nedenfor. Vi er ikke langt fra vores første overnatningssted og rider ned til Mandrata, ca. 1.400 moh. Det er et tidligere malkehus, der er indrettet som refugium - eller bjerghytte. Men huset er langtfra færdigrenoveret. Det tager tid at få genopbygget Bulgarien, men man er i gang - om end det går langsomt. Så dette er en simpel hytte og har flersengs rum, hvert med sit bad og toilet. Som de fleste andre steder lægges brugt toiletpapir i en spand og skylles ikke ud i toilettet, da det kan stoppe afløbsrørene. Vi for indrettet os på rummene, mens hestene bliver sadlet af og kan græsse på skråningerne neden for hytten. Uden for kan vi på nogle træstammer sidde og nyde eftermiddagen, mens vi skyller støvet ned med en øl eller vand - eller med kaffe og kage som allerede er parat til os ved ankomsten. Snakken går naturligvis på vores ømme baller og benmuskler efter en god dag på hesteryg.
Med i bagagen har vi hver en sæk med lagen, pude og dyne som vi reder op med på de lidt slidte madrasser. Selv om sengetøjet naturligvis er rent, er det en god ting at spray sig selv og sengetøjet med myggebalsam, for at undgå unødige stik.

Mandrata - Kalofer Klosteret

Jeg har sovet perfekt for åben dør og duftet til den kølige bjergluft. Der er lidt tid til morgenmaden er klar, så jeg går en lille tur op ad bjergskråningen og nyder solopgangen over Balkanbjergene. Inden længe mærker jeg solens varme. Mens vi spiser morgenmaden bliver hestene sadlet. Guiderne vil selv gøre det for at være helt sikker på, at alt er spændt korrekt. Sikkerheden for rytterne er i højsædet her.
Før vi rider afsted kommer hyrden med sin fåreflok, som han driver frem højere oppe på bjergskråningen. Med sig har han sine bulgarske fårehunde, hvis primære formål er at holde sammen på fåreflokken, men også at beskytte flokken mod ulvene, som strejfer rundt her omkring.

Kamp mellem hunde

Uvist af hvilken grund stormer flere fårehunde ned mod hytten og på et splitsekund er alle hundene i kamp. Og det er den medfølgende hund det går ud over. Vi kan intet gøre - eller? Jeg tager en lang gren og forsøger at banke den i ryggen på den kæmpende flok. - Lad være, bliver der råbt, du risikerer at de angriber dig. Men de ramte hunde flytter sig et par meter og kæmper videre. I mellemtiden er hyrden kommet til og mens han blot set på - sikkert med en vis respekt for sine egne hunde - får vores guide banket en skovl i ryggen på en af de angribende hunde og de spredes, så hyrden kan få gennet hundene tilbage til fåreflokken. Sikke et drama lige fra morgenstunden.

Forbi Mt. Botev

Turen går videre op over endnu et højdedrag med vid udsigt til alle sider. Her er der plads til dagens anden galop og over en længere strækning drøner vi afsted. Vi må være midt i "bjørneland", for overalt var her en frodighed af blåbær. Og den chance vil vi naturligvis gribe. Vi er på rideturens højeste punkt, ca. 2.000 moh. og ser for første gang Balkanbjergenes højeste top Mt. Botev, 2.376 moh. ligge et par km væk. På toppen står et kommunikationsudstyr og i en lavning lige under toppen ligger fortsat en snedrive. Det Centrale Balkan har et fastlandsklima med varme og tørre somre - vi har vel omkring 28-30 graders varme lige her - selv i højden, og om vinteren ligger her normalt tre meter sne. Foran os kan vi i det fjerne skimte Plovdiv-sletten og de lavere liggende bakker, der udgør Sredna Gora–bjergkæden.
Så starter nedturen på den stejle sydside af Balkanbjergene og for at undgå for stor belastning af hestenes bagben, står vi af og går med dem ned ad bjerget. Det er nødvendigt at gå lidt i zig-zag og det ser ud til at hestene nyder det. For foden af bjerget får vi frokost.

Kalofer-klosteret, 585 moh.

Efter et sidste ridt ned gennem skoven passerer vi floden Bjala Reka og kommer frem til klosteret ved Kalofer, der ofte betegnes som munkeklosteret, selv om her også bor nonner. Her skal vi overnatte i et afsnit af klosteret, der er indrettet som vandrehjem. Klosteret er oprindeligt fra 1533, men blev under osmannerne plyndret og sat i brand flere gange. Bulgarien var under osmannisk (tyrkisk) overherredømme i næsten 500 år og blev først i 1878 befriet af russerne og delt i tre territorier. Senere kom verdenskrigene og i 1946 blev monarkiet afskaffet og erstattet af den kommunistiske folkerepublik og Bulgarien blev medlem af østblokkens Warszawa-pagt indtil "Murens" fald i 1989. I dag er landet demokratisk og medlem af både NATO og EU.

Klosterets kirke er fra 1880, men resten af bygningerne er yngre. Fader Damyam er stedets eneste mand og præst og har været her i mere end 30 år. Han er yderst veluddannet og taler som den eneste beboer engelsk. Her lever desuden tre ældre nonner.
Vi har lige indrettet os i tomandsrummene, da præsten ringer til messe. På de to klokker lige uden for kirken formår han ved et simpelt snoretræk at spille et lille stykke velklingende musikstykke. Ved kirkens indgang er malet fresker og da vi bliver inviteret indenfor, kan vi nyde de flotte fresker i kirkens hvælvinger og ikoner med billeder af Maria og Jesusbarnet samt helgener og præster placeret overalt langs med kirkens vægge. En af nonnerne kommer til og det er hende, der skal holdes messe for. Vi andre forlader kirken for at give dem ro.

Klokkespil i klostret

Vandretur til kløften

Vi er nogle stykker, der benytter lejligheden til at få rørt benene på en lidt anden måde - på en vandretur ind i kløften ved Dzendema-reservatet få hundrede meter fra klosteret. Floden Bjala, der er 37 km. lang, starter ved foden af Mt. Botev og skærer sig dybt gennem landskabet. En anlagt sti med ikke færre end 400 trappetrin og otte broer krydser den smalle kløft, hvorunder floden bruser ned over flere små vandfald. Vandreturen bringer os langt ind og op i kløften og hele ruten er en rundtur på et par km. med fin skiltning undervejs, der forklarer hvilke dyr, fugle, træer og blomster etc. som vi kan støde på. Turen tager ca. to timer - og det kan blive endog meget varmt i kløften, hvor vinden nærmest står stille.

En stille og varm nat

Tilbage i klosteret er skumringen ved at lægge sig og en af de gamle nonner trækker sig tilbage mod sit logi i en anden afdeling af klosteret. Selv om Den Bulgarske Ortodokse Kirke står stærkt og er meget populær blandt bulgarere, er klosterlivet her, som mange andre steder i den vestlige verden, ikke noget der er tilgang til. Nonnerne er en døende race.

I køkkenet er der tryllet en dejlig middag frem og igen i aften skænkes der et glas Rakija (brændevin) for at fejre dagens bedrifter. Snapsen er dog ikke nær så stærk, som den chilipeber, som nogle giver sig i lag med.

Kalofer Klostret - Svezhen

Fra Klosterets have kan jeg denne morgen tydeligt se Mt. Botev med sneen i lavningen rage højt op i landskabet. Præsten har allerede ringet til morgenmesse og snart er vi klar til dagens ridetur. Syd for Balkanbjergene, på den anden side af Rosernes Dal, ligger en mindre bjergkæde - Sredna Gora - hvis højeste punkt Bogdan, 1.604 moh. ligger i den vestlige del. 
Naturen i den østlige del, som vi skal ride til, er mere bakker med løvskov og spredte idylliske landsbyer. Efter ca. seks km. ridt kommer vi gennem landsbyen Kalofer - først gennem en ældre bydel og senere med udsigt til en række mere moderne og velholdte huse. 
Snart er vi ude i periferien og kane ikke modstå fristelsen for at smage på de fuldmodne blommer. Vi rider over åbne marker med masser af fuldmodne brombær og skal op gennem slugterne i løvskoven. 

På en lille åben strækning får hestene lov til at strække ud på en af dagens galopper. Både vi og hestene får varmen og da vi atter når skoven, er det tid til picnic, som guiderne har med i saddeltaskerne. Drikkevarer medbringer vi selv i egne tasker. Det er ikke muligt at købe vand på turen og vandet fra floderne er ikke drikbart. Efter frokosten bliver der stemt slå-mave-hvil! Stilheden sænker sig over os alle. Jeg ruller mit regnslag ud og lægger mig på det og kikkede op i de endnu lysegrønne trækroner, inden jeg blunder hen. Kun et øjeblik - sådan ca. 30 minutter - så går det atter på hesteryg ned gennem skoven til vi, efter dagens samlede etape på omkring 25 km., når frem til Hizha Svezhen, 1.066 moh.

Et fint hus med mange muligheder

Riding Base Balkan forpagter huset og benytter det som base for nogle af de andre rideture i området - bl.a. til Rosernes Dal-turen. Huset er i flere etager med flersengs rum og med fælles toilet og bad på hver etage. Mens vi venter på bagagen, og hestene kommer ud på græsningsarealerne, kan vi slappe af i skyggen af druerne på pergolaen over terrassen. Huset ligger smukt på bjergskråningen med en pragtfuld udsigt ud over Sredna Gora. Solnedgangen er et kapitel for sig selv - for ikke at nævne den stjerneklare nat, som vi efter en god middag kan sætte os ud under og nyde synet af, mens de mange små lys glimter fra landsbyerne nede i dalen.

Fridag i Svezhen

- Hørte du ulvene hyle i nat? bliv jeg spurgt, da jeg efter en rolig og behageligt kølig nat går ned på terrassen. - Nej, desværre har jeg haft mine ørepropper i, så jeg har intet hørt, svarede jeg. - Der var ulve i nat og hundene begyndte at gø. Det er ikke helt ufarligt at lade hestene stå ude om natten, hvis ulven kommer forbi. Af samme grund sidder der også en stor og stærk projektør på husets gavl, som kan tændes, hvis ulvene kommer for tæt på! 
I løbet af morgenen får solen brændt det lette skylag væk og selv om det er fridag, får hestene ikke helt ro.

100 år tilbage i tiden

Vi skal på bytur til Svezhen, der ligger ved den 25 km. lange flod Svezhenska Reka. Byen, der er mere end 600 år gammel, har flere bygninger som har over 300 år på bagen og det er da også som at komme 100 år tilbage i tiden, da vi rider ind i byen. En gang boede her mere end 5.000 mennesker - i dag knapt 200 - alle i en moden alder! Her hersker en underlig stilhed. Kun lyden af hesteskoenes skridt i gadens cement høres. Solen bager over vores hoveder. Ved byens torv er der lidt aktivitet. Hestene bliver parket tæt ved torvet og vi får lejlighed til at gå lidt rundt på egen hånd og snuse stemningen til os.

Byttehandler

Jeg går op ad en sidegade der går skråt op ad bjerget. Her kan biler ikke komme op - måske en hest eller et muldyr. Vand er ikke indlagt i disse huse. Det henter man i dunke nede ved det fælles vandingssted på torvet. Mange af husene gemmer sig bag tykke faldefærdige mure - et levn fra tyrkerperioden - men inde bag murene ses flere steder fint renoverede huse. Det er ikke unormalt at folk har en gris eller en ko i baghuset og et par høns i haven. Men mange af husene ser forladte ud - og det er et af problemerne i Bulgarien. De unge flytter fra landsbyerne til de store byer - eller værre, tager arbejde uden for landet, så landet selv mangler kvalificeret arbejdskraft. En del af handlen mellem folk sker uden penge og således også uden registrering af omsætning og moms. Simpel byttehandel. En mand kommer til et hus med en spand friskmalket mælk og går derfra med et bundt gulerødder. Nogle har kartofler, andre kan bytte med peberfrugter eller ferskner. De fleste huse har druer - og laver måske lidt vin - men også brændevin på drueskallerne - Rakija.

Den lokale købmand

Vi besøger købmanden for at få en cola og straks kommer købmandskonen med glas og isterninger. Men vi takker nej, vi kan sagtens drikke direkte fra flasken, så hun giver os et par sugerør. Isterninger skal man passe på med, hvis maven ikke er vant til den bakterieflora, som hersker her. Det kan give dårlig mave, så vi undgår isterningerne. Uden for købmanden kan vi sidde ved små borde i skyggen af træerne tæt på den rislende flod. Her er få andre gæster og et par børn som leger. Byens eneste bar ligger på et hjørne af torvet og herfra kan vi følge kirkebyggeriet. Det er hårdt arbejde at køre trillebøren fyldt med grus og cement op til kirken - og så i den varme. Mens vi betragter sceneriet kommer præsten forbi. Han er i civil og følger naturligvis arbejdet med stor interesse. Det er ellers ikke mange andre mennesker vi møder. Livet går sin vante gang i dette levende museum.

På skud

Der er mulighed for at komme ud at bade i søen på vejen tilbage til Hizha Svezhen, men indbydende er søen ikke med det grågrønne algefarvede vand. Der er alligevel nogle, der hopper i, så mens de gøre det, rider vi andre hjem og vandrer en tur op ad bjerget, hvor vi finder nogle helt uimodståelige, store, sorte, saftige - næsten overmodne - brombær. Jo, de smager fortræffeligt!

Svezhen - Rusalka

I dag skal vi på langtur ca. 34 km. og rider ned i Rosernes Dal, hvor der i rosernes blomstringstid maj/juni er stor aktivitet tidligt om morgenen med at samle rosenblade i de opdyrkede rosenplantager. Rosenbladene bruges til fremstilling af den ekstrem dyre rosenolie, der benyttes i parfumefremstillingen. 
Vi kommer gennem byen Aleksandrovd, der mest af alt minder om en spøgelsesby. Ikke en levende sjæl ser vi. En enkelt bil eller to står parkeret i en sidegade. Det ene trøstesløse hus efter det andet, delvist skjult bag tykke mure. 
I bunden af dalen er terrænet jævnt og der bliver mulighed for en galop. Jeg ligger som vanlig bagerst i feltet og da de andre er sprunget afsted, får jeg endelig vækket min hest Djamal. De forreste ryttere svinger i fuld fart til venstre ad en markvej og min hest ser sit snit til at skrå ind over marken for at indhente flokken. Desværre er der et levende hegn mellem os og jeg får - ved at lægge pres med tøjlen på hestens hals dirigeret den uden om hegnet tilbage på stien - i fuld firspring. Godt at jeg har hornet på min westernsadel at klamre mig til!

Frokost hos privat

Så går det roligere, da vi skridter gennem rosenplantagerne og kommer til næste lille landsby, Tazha. Her er næsten lige så mennesketomt. Kun et par unge mænd sidder på byens café. På husvæggene ses peberfrugter hængt til tørre og på gadens pergolaer vokser et hav af blå vindruer. Midt på en støvet gade stopper vi! Hestene bliver bundet til et jerngitter.

- Det er her vi skal have frokost, siger guiden. Jeg ser mig om efter restauranten, men kan ingen se. Guiden går forrest og åbner lågen til en privat have. Indenfor er der på husets terrasse dækket fint op. Overalt er der blomster, frugt og søde drueklaser hænger næsten ned i hovedet på os. I køkkenhaven bag huset vokser peberfrugt, frugttræer og det kan ses, at konen i huset er selvforsynende med grøntsager. Her bliver der serveret en frisk og velsmagende mad - og igen alt for meget!

Spartansk hytte

Dagens sidste etape fortsætter op mod Balkanbjergene ad en knapt så stejl rute, som den vi gik ned ad forleden. Der er en bred lidt kedelig sti det meste af vejen og ud på eftermiddagen err vi fremme ved refugiet Hizha Ruskala, 1.108 moh. Hytten bestyres af en familie - der hverken smiler eller hilser goddag - måske er det nærmest en belastning for dem at vi kommer? Et forsøg på at sige "goddag" overhøres - de har travlt med at spise. Og det er netop hvad de gør - spiser hele dagen - hvilket også kan ses på deres figurer. Nå, vi har heldigvis egne kokke med og de sørger godt for os. Hytten er meget spartansk og den ringeste af de hytter vi har været i. Her er dobbeltværelser og fem-sengs rum med fælles bad og toilet på hver etage. Kun et sidde-toilet - og tre "pedaltoiletter" (For dig som ikke ved hvad et pedaltoilet er, kan jeg oplyse, at det intet har med at cykle, men at man står op eller sidder på hug, når man forretter sin nødtørft.) Beliggenheden kan ingen klage over. Igen med en flot udsigt. Der skal så lidt til (efter danske forhold) for at gøre stedet attraktivt. Men her hersker vist fortsat betonkommunisme.

Rusalka - Apriltsi

Også i dag fortsætter turen videre op over Balkanbjergene. Vi følger en bred grusvej og bevæger os længere og længere ind mod passet i bunden af en kløft. Natursceneriet er enestående med dramatiske klipper og udsigt ned i dalen. Vi kommer atter ind i Central Balkan National Park og passerer efter et par timers ridt et flot 72 meter højt vandfald, som falder i to strømme, der mødes længere nede ad klippesiden. For enden af kløften breder landskabet sig ud og vi er atter oppe i området ved Smesite og passerer stedet vi sov den første nat i bjergene.

Og så kom regnen

Lidt derfra rider vi stejlt op ad en bjergskråning til et refugium, hvor man venter med frokost til os. Både vi og hestene har godt af at slappe af, for det er en hård tur op - og en lige så hård tur venter på den anden side af bjergkæden, hvor landskabet flader ud i den frugtbare Donau-slette. Vi følger sporet ned mod Apriltsi og efter nogle timer er vi næsten fremme. Vi gøt klar til turens sidste galop hen over den nyhøstede mark - men så lyder der et tordenskral og pludselig åbnes der for slusen. Regnen vælter ned. Vi søger ly under skovens træer og afventer bygens drift. Så giver guiden tegn. Regnen er drevet forbi og vi kan fortsætte. Det bliver dog kun til en mindre galop. Men tænk, at vejret har været så fint hele ugen og regnen først kommer på det allersidste stræk - endda uden at vi bliver våde!

Riding Base Balkan

Efter ca. 31 km. ridt er vi tilbage i Apriltsi, hvor vi møder Christo og hans kone Dorte, der er medejere af Riding Base Balkan. Nu er det tid til at se nærmere på stutteriet og høre mere om stedet. Christo viser stolt nogle af årets nye føl og fortæller, at der hvert år kommer fem-seks nye føl til og at de efter to år får en sæson sammen med de løst gående heste oppe på bjerget, så de kan lære terrænet godt at kende. Først når de er fire år får de lov til at komme med på tur.
- Jeg kan se, at du er glad for dyrene, siger jeg, da han går i gang med at smøre sårsalve på en hest. - Ja, vores politik er først og fremmest sikkerheden for vore gæster, svarer han,- og dernæst er det meget vigtigt, at vores dyr har det godt. Har dyrene det ikke godt, har vores gæster det heller ikke - og så skal vi ikke drive denne virksomhed. Derfor tager vi os godt af vores dyr. Dorte fortøller, at Riding Base Balkan er de første i Bulgarien, der har importeret amerikanske Quarter heste, verdens hurtigste - og viser os et herligt føl, der går med sin mor adskilt fra de øvrige heste. - Får vi nyt blod og plejer vi vores heste godt, har vi en god fremtid med ridning her i Bulgarien, slutter hun.

En tidsel i haven

Vi har oplevet et paradis for eventyrlystne ryttere, hvor sikkerheden for rytterne har været i top. Vi har haft fine og velplejede heste til vores rådighed og oplevet noget af Bulgariens fantastiske natur over bjerge, ned i dale og langs floder, og mødt en flig af bulgarsk kultur på vores ca. 150 km ridetrail over to bjerge.

Men selv i den flotteste have kan der være en tidsel. Vi havde en unødig lang og besværlig rejse til Apriltsi, så bed din turoperatør om at blive fløjet til Plovdiv eller hovedstaden Sofia, hvor værterne fra Riding Base Balkan afhenter dig og kører dig på små tre timer direkte til Apriltsi.