100 Vandkraftsøen Ved Holstebro Vandkraftsøen Holstebro Anne Vibeke Rejser IMG 1804

Vandretur omkring Vandkraftsøen - en opdæmmet sø i Storå

Google Map...
Holstebro

Holstebro er en by i det vestlige Jylland som tilbyder en bred vifte af kultur- og naturoplevelser.

Turistinformation: Holstebro kommune

Camping: DCU-Camping Holstebro Sø

DCU-Camping Holstebro Sø

Du kan eventuelt tage udgangspunkt ved DCU-Camping Holstebro Sø, der udover at have plads til telte, campingvogne og autocampere også tilbyder overnatning i luksushytter. Denne fredelige campingplads ligger blot to km. fra Holstebro centrum - direkte ned til Vandkraftsøen. Luksushytterne har alt, hvad du har brug for i et sommerhus, herunder eget bad og toilet samt overdækket terrasse med grill. Campingpladsen tilbyder flere typer hytter med op til seks sovepladser i hver. Udover de gode luksushytter skal det nævnes, at betjeningen på campingpladsen er usædvanlig elskværdig. Her kan du føle dig virkelig velkommen. Og så behøver du ikke at være medlem af DCU for at leje hytterne.

Vandkraftsøen - en del af Storå

Fra campingpladsen følger du Majdal Søvej forbi prægtige villaer, hvor mange ligger skønt med udsigt ud over Vandkraftsøen, der er en tidligere ådal. Du passerer dæmningen mellem Vandkraftsøen og Uhre Sø og kommer lidt senere ind på en større fårefold som kaldes Tusindårshaven og vandrer langs med søens sydlige bred. Vandkraftsøen blev anlagt i 1940-42 ved at opdæmme Danmarks næstlængste å - Storå - så der kunne produceres strøm til borgerne i Holstebro by. Storå har sit udspring i Gludsted Plantage syd for Ikast og på sin 104 km. lange vej kommer åen gennem flere byer bl.a. Holstebro og løber ud i Nissum Fjord. Undervejs falder Storå ca. 70 meter. På kanten af den stejle skråning ned til ådalen græsser får og efter en km. kan du se Storebro, som går tværs over Vandkraftsøen. Sporet svinger til højre og på en smal sti kommer du ned langs en mindre fjord som kaldes Klosterarmen.

Tvis Mølle og Tvis Kloster

Du er nu fremme på klosterøen - faktisk er du omgivet af vand, da Tvis Å deler sig i to vandløb - og her er Tvis vandmølle genopført i 1997 og er den eneste bygning der er tilbage på klosterøen. Man ved, at der har stået en mølle netop på dette sted siden klostrets tid - måske helt tilbage fra vikingetiden. Møllen indeholder i dag et mindre museum. I 2021 har Tvis Mølle fået nyt møllehjul, som vandet fra Tvis Å driver rundt.

Lidt længere fremme på vandreruten ligger resterne af Tvis Kloster - dvs. det eneste du ser, er en række små, græsklædte jordvolde som markerer, hvor klosterbygningerne har været. Ude på vejbanen er klosteret ligeledes markeret med sten i asfalten. Tvis Kloster blev grundlagt i 1163 som en del af cistercienserordenen og fungerede frem til reformationen i 1536. Kong Christian den 3. konfiskerede ejendommen og satte munkene ud og Tvis Kloster blev omdannet til en herregård og senere blev her sognekirke. Det meste af klostret blev revet ned i 1698, sognekirken dog først i 1889. Her kan du også se kirkegården omkranset af en solid stenmur.

På den anden side af Tvis Møllevel etableres Tvis Mølle Naturlaboratorium, der skal formidle oplevelser i naturen og samspillet med mennesker. Her er flere afmærkede vandreruter bl.a. Elkjærstien.

På nordsiden af Vandkraftsøen

Du passerer nu Storbro og kommer over på nordsiden af søen og vandrer gennem flere mindre skovbryn og et smut forbi villakvarteret. Du ledes ned forbi roklubberne og TV-stationen TV Midt-Vest med den markante skulptur ”Kaos Tempel” på den 50 meter høje sendemast. Herfra går du op på ringvejen - Hovedvej 11 - der her udgør søens oprindelige dæmning.

Vandkraftværket

I søens vestlige ende ligger vandkraftværket, der i begyndelsen af 1940’erne producerede mere elektricitet end Holstebro kunne forbruge. I dag produceres der mindre end to procent af byens elforbrug - svarende til forbruget i ca. 600 villaer. Der er fortsat tryk på vandet som fosser gennem turbinerne. Vandkraftsøen og Storå er kendt som fint fiskevand med både laks og ørred og for at give fiskene mulighed for at komme op i Storå for at gyde, etablerede man i 1989 et stryg til erstatning for en tidligere dårligt fungerende fisketrappe. Går du under dæmningen og frem til Stryget vil du se, med hvilken kraft vandet vælter ned fra søen med 1000 liter i sekundet og over i Storå og videre ind mod Holstebro by.

Fra dæmningen følger du stien tilbage til campingpladsen og har vandret omkring 7,5 km.

Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser

Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.

Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.

Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser