Ioannina, Vikos Kløft og Olymposbjerget - gudernes bolig
Ioannina er en storby med rester fra den byzantinske tid. Herfra er der ikke langt til en af verdens dybeste kløft - Vigos Kløft - og vi slutter rundrejsen i Nordgrækenland med at besøge de arkæologiske templer ved Dion og kommer tæt på Olymposbjerget.
Grækenland
Hovedstaden i Grækenland er Athen.
Befolkningstal: Ca. 10,8 mio.
Areal: Ca. 131.940 km²
Afstand fra Danmark: Ca. 2.140 km til Athen
Mest besøgte attraktion: Athen med bl.a. Akropolis, men også det græske ø-hav er velbesøgt
Mere information:
Ioannina - en gang et vigtigt knudepunkt på handelsruten
Byen Ioannina, der blev grundlagt i 528 e.Kr. af den østromerske kejser Justinian den 1., ligger ned til den smukke Pamvotida-sø. Byen var et knudepunkt på handelsruten mellem Grækenland og Albanien og blev meget velhavende. Fra Hotel Palladion ligger den gamle byzantinske bydel i spadsereafstand og på vejen derhen ses Ioanninas domkirke Agios Athanasios. Det er en meget smuk katedral med en helt egenartet ikonostas udskåret i træ med tusindvis af detaljer. Det skønnes at skærearbejdet har strakt sig over mere end 10 år! Udover inventar ses flere flotte fresker bl.a. med Jesus i katedralens kuppel.
Den gamle byzantinske bydel
Ved den byzantinske bymur ses tårnet, hvorfra Sankt Georg af Ioannina led martyrdøden, da han med reb om halsen blev kastet ud fra tårnet i 1838. Sankt Georg blev født i 1808 og blev gift med en kvinde fra Ioannina. Da deres barn skulle følge den kristne dåb, fattede tyrkerne mistanke om, at Georg var en frafalden muslim og ville tvinge ham tilbage til ”den rette tro”. Men George fastholdt sit kristne syn og blev derfor tortureret og led senere martyrdøden. Et skilt på muren fortæller herom.
Inden for murene følges bymuren på de toppede brosten og mellem de mange tyrkisk inspirerede huse som 500 års osmannisk styre har sat præg på. I bydelen ses den tidligere muslimskole og Aslan Pasha Moskéen fra 1618, der i dag huset et museum for folkekunst. Overfor ligger en ældre bygning der fungerede som bibliotek.
På byens højeste sted Akropolis passeres ruinerne af et tidligere byzantinsk slot (citadel) og ud mod Pamvotida-søen ligger en nyere bygning fra 1958 der indeholder Det Byzantinske Museum. Ved siden af står Fetiye-moskéen og foran moskéen ses Ali Pashas gravmonument bag et kunstfærdigt gitterværk.
Ali Pasha (1741-1822) var en fedladende og ondsindet muslimsk tyran oprindelig fra Albanien og regerede med en jernnæve, men også med en vis retfærdighed. Han fik drænet sumpe og udbygget veje samt opført bygninger - endda kristne kirker. Efter sigende havde han omkring 50 kvinder i sit harem og hans yndlingshustru var omkring 40 år yngre end ham selv. Han havde bemægtiget sig store dele af Albanien og det vestlige Grækenland og havde opnået en vis uafhængighed fra det osmanniske styre. Men da han fik for stor magt og blev for begærlig samt undlod at betale skatter til sultanen, besluttede denne, at Ali Pasha skulle henrettes. Ali Pasha flygtede til øen Nissi i Pamvotida-søen og indrettede sig i et tidligere kloster, hvor de tyrkiske soldater fandt ham og skød ham fra stueetagen op gennem gulvet.
Udflugt til øen i søen - Nissi
Det tager blot ti minutter at sejle ud til Nissi, der ligger som en isoleret plet ude i Pamvotida-søen og derfor har været hjemsted for et par klostre allerede fra begyndelsen af 1200-tallet. Efter ankomsten til den lille havn og en spadseretur mellem landsbyens smukke huse med et indbyggerantal på blot ca. 250, følger vi skiltningen til Ali Pasha Museet indrettet i det tidligere kloster Moni Panteleimonos.
Ali Pasha Museet
Museet består af flere bygninger, men i hovedhuset ses hvordan Ali Pasha havde indrettet sig ligesom museet har udstilling af forskellige klædedragter m.m. Og det var her han blev myrdet og et symbolsk billede fra 1866 viser hans døde hoved i skødet på sin yndlingshustru. Et andet billede viser, at sultanen fik præsenteret Ali Pashas hoved på et sølvfad som bevis på, at han nu også virkelig var henrettet.
I et af husene berettes den grusomme historie, hvor Ali Pasha havde beskyldt 17 af sine unge hustruer for utroskab, hvorefter de blev sejlet ud på søen med en sten om benene og druknet. (Måske var han i virkeligheden blot træt af dem!) Stedet har en mindre kirke og i klippen ses en grotte, hvor de første munke kan have slået sig ned.
Rundt på Nissi
Det tager en times tid at spadsere langs kysten rundt om Nissi, hvor der er fin udsigt til Pindus-bjergene. Øens sydlige del er ganske mennesketom og uden huse, blot kommer man forbi et af de endnu eksisterende klostre. Tilbage i landsbyen er der mange traditionelle huse og små restauranter, der serverer retter med bl.a. frølår og ål fra søen.
Vikos Kløft - en af verdens dybeste kløfter
Fra Ioannina er der heldagsudflugt til det naturskønne Zagori-område med slugter og floder som har skåret sig ned mellem kalkstensbjergene. Her er flere ældgamle stenbroer - nogle med flere buer - som er værd at besøge og høre nærmere om hvorledes disse blev bygget - og endnu holder sig i spænd ved den såkaldte ”slutsten” (keystone).
Vikos Kløft set fra klostret Agia Paraskevi
Fra den lille landsby Mondendri er der ca. en kilometer på en anlagt sti langs bjergsiden ud til et lille kloster Agia Paraskevi, hvorfra der er en helt enestående udsigt ud over Vikos Kløft. Denne mægtige kløft er 12 km. lang og 900 meter dyb, hvilket gør den til en af verdens dybeste kløfter i forhold til bredden. Kløftens dramatiske formationer er dannet gennem millioner af år, hvor floden Voidomatis har gnavet sig ned i jorden og formet klipperne. Efter frokost under det store ahorntræ i landsbyen er der lejlighed til at vandre en mindre tur ned i kløften ad Vikos Trapper (Vikos Steps) - og samme vej op igen!
Olymposbjerget - gudernes bolig
Rundrejsens sidste mål er Olymposbjerget, der med sine 2.917 moh. er Grækenlands højeste bjerg. Ofte er bjergtoppen indhyllet i skyer, men ikke i dag. Det var her de gamle grækere troede, at de øverste guder levede. Det var Hesiod og Homer der beskrev den græske mytologi med verdens tilblivelse og den græske gudeverden med overguden Zeus i spidsen. Hesiod og Homer gav guderne menneskeskikkelser - selv om de altid kunne ændre sig til et dyr eller hvad som helst - og med menneskelige egenskaber som jalousi, utroskab og hævntørst m.v. Men guderne havde naturligvis også gode karakterer.
Dion - en oldtidsby med hellige templer
Tæt ved Olymposbjerget ligger oldtidsbyen Dion, der fungerede fra det 6. årh. f.Kr. til det 5 årh. e.Kr. Her blev guderne hædret og tilbedt ved forskellige templer. Her er udgravet brolagte gader, fundamenter af templer og huse, hvor det skønnes at der har levet omkring 15.000 indbyggere. På rundturen i området ses bl.a. Zeus-templet samt templet for den egyptiske gudinde Isis, hvor der blev anlagt en mindre flod som skulle symbolisere Nilen. Før Alexander den Store drog i krig mod perserne blev der ofret til guderne, men selv om han ofte vandt kampene, var det ikke uden tab af soldater og officerer. På en af de stenlagte gader blev der rejst 25 bronzestatuer til minde om de generaler som faldt. Statuerne er væk, men fundamentet hvor de stod ses fortsat med relieffer af krigere i rustning samt skjolde.
Det arkæologiske museum i Dion
Fund fra udgravningerne i Dion ses på museet, der har en stor samling af buster og statuer af personligheder og ikke mindst guderne, som man flittigt afbillede. Blandt de mytologiske statuer ses en kultstatue af Zeus henslængt på sin trone. Han var i øvrigt gift med sin søster Hera. Her er en statue af Leda og Svanen, der viser Zeus forvandlet til en svane der voldtager Leda, som senere føder flere børn. Noget af de mest imponerende er et kæmpemæssigt mosaikgulv, der viser Dionysos komme op af havet.
Vandretur ved Litochoro
For foden af Olymposbjerget, der blev nationalpark i 1938, ligger landsbyen Litochoro, hvorfra der arrangeres vandreture - nogle af flere dages varighed - på Olymposbjerget, der har en helt unik fauna. Men mindre kan gøre det, for på en times tid kan vi vandre på en anlagt sti ind i den storslåede natur langs Enipes-floden og med udsigt til de stejle bjergsider. Vandrestien ender ved et opdæmmet vandfald. Husk en varm trøje, da vandreturen for det meste foregår i skygge.
Efter vandreturen mødes vi i en rundkreds og med et lille glas raki hilser vi på Zeus og takker ham for en veloverstået og eventyrlig rundrejse og slutter med at ofre lidt af drikken til guderne. En rigtig hyggelig måde af slutte dagen på, inden vi kører tilbage mod Thessaloniki for at flyve mod Danmark næste dag.
Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser
Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.
Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.
Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser