Vandreferie på Grækenlands største ø Kreta

Vandring omkring Georgiopolis

Duften af timian spredes når de, der går foran i gruppen, træder gennem den lave maki. Men her er også mange andre krydderurter og de forårsgule blomster dominerer i landskabet. Vi er midt i Kretas farverige forår og på vandretur vest for Rethymno og turlederen fortæller kyndigt om de planter og træer vi ser undervejs. Bl.a. om de mange eukalyptustræer også kaldt febertræet. Navnet har dette prægtige træ fået da det suger alt fugt til sig og derved tørlægger jorden. Det var nødvendigt at plante træerne for at udrydde malariamyggen på Kreta. I og med at jorden blev tør, kunne myggelarverne ikke klækkes og dermed forsvandt malariaplagen efterhånden. Men vi møder mange blomster på vores vandring. Løvehaler, gyvel og forskellige vortemælk. Hele tiden er der udsigt til Vestkretas Hvide Bjerge - Léfka Ori - der endnu har sneen liggende nogle steder på toppene. Det højeste bjerg Pachnes er 2.453 moh. Mod øst har vi Idabjergene, hvor Psiloritis er øens højeste punkt, 2.456 moh. 

Tilfældigt møder vi den lokale vandretursarrangør fra Happy Walker. Han er ude for at afmærke vandreruten og slår følge med os. Og det er fint fordi visse dele af vandreruten er ufremkommelig pga. væltede træer og afbrækkede grene. Vi får fortalt, at der sidste vinter havde været et forfærdeligt uvejr med en meget våd og tung sne som havde tynget træerne så de brast. Specielt er det gået hårdt ud over oliventræerne. Derfor har det været nødvendigt at save grene af træerne for at de igen kan komme sig og give oliven. Oliventræerne har den særlige egenskab at de kan blive flere hundrede år gamle og selv om de beskæres kraftigt, vokser der igen nye skud frem og efter fire år er de atter i stand til at bære frugt. Selv en brand overlever træet! Vi kommer gennem små landsbyer og slutter vandreturen i den lille by Georgiopolis, der ligger helt ud til havet.

Vandretur på Akrotiri-halvøen

Vandreferien begyndte i går med at vi blev hentet ved vores hotel Ideon i Rethymno i en bus der bragte os ud på halvøen Akrotiri. Der var god tid så det blev foreslået, at dagen begyndte med et besøg på det store kloster Agia Triada. Fordi dette kloster har virket som præsteseminarium er det fortsat meget velholdt og har en fin lille have - bestemt besøget værd. Nu bor her kun få klosterbrødre, som tog imod os ved indgangen, hvor der er entré.
Bussen fortsatte ud til det lille hyggelige kloster Gouverneto yderst på halvøen. Her er gratis adgang for besøgende. Klostret, der er beboet af ganske få munke, blev bygget i 1537.

Herefter begyndte selve vandreturen de ca. 300 meter ned mod bunden af slugten mod havet. Overalt hørtes bjælderne fra de græssende får og geder. Højt oppe på klippeskråningerne sprang de behændigt rundt på de små afsatser. Undervejs passerede vi den hellig "Bjørnegrotte" - en drypstenshule, hvor drypstenene har dannet en figur, der kunne minde om en bjørn!
Det første stykke ad stien er med stentrin, men efterhånden bliver den rimelig "luftig" og går stejlt nedad mod bunden af slugten. Her fik vi det første glimt af den gamle klosterruin, som vi senere skulle passere på tilbageturen. I bunden af slugten fulgte vi denne ud til havet, hvor naturen har dannet en lille beskyttet havn, der har ligget godt skjult for de forbipasserende skibe ude på havet - sørøvere/pirater og fremmede indtrængende magter. Herfra gik vi op gennem slugten mod Katholiko-klosterruinen. Umiddelbart efter at være gået under den 15 meter brede bro, der forbinder de to sider af slugten, kravlede vi op på selve klosterruinen. Denne blev hærget af pirater og siden forladt og går nu langsomt helt i forfald - hvis der ikke gribes ind! Lidt oppe ser vi igen en hellig grotte - atter en drypstenshule med flotte stalaktitter og stalagmitter. De dannes ved at kalkmættet vand siver gennem loft og vægge og dråbe for dråbe afsætter små mineralske kalklag, når vandet drypper fra loftet og rammer bunden. Gennem årtusinder bliver det til de flotte drypsten. Når en stalaktit og en stalagmit mødes danner de en søjle. Drypstenene her vokser ca. 1 cm. på 100 år.

Bytur i Rethymno

Rethymno bærer præg af manglende byplanlægning. Nyt skyder op blandt gammelt, som ikke altid er lige vedligeholdt. Hundredvis af taverner og restauranter samt souvenirforretninger i stribevis præger på uskøn vis strandsiden. Vi forsøger at få et romantisk billede for vort indre og her findes da også enkelte "guldklumper" i byen, der først og fremmest er præget af turismen. Den venetianske havn med det høje fyrtårn, der dog ikke er gået fri af graffitien, må nærmest betegnes som byens samlingspunkt. Rester af den gamle bymur findes som en portal over én af turistgaderne og lidt af den gamle Arimondi-fontæne med de tre løvehoveder ses midt i turistmylderet. Et åndehul er dog byparken, med mange fine træer og lidt dyr i bure bl.a. den såkaldte vildged "kri-kri". Her er flere moskéer, der er et besøg værd.
Over byen rejser en kæmpe fæstning sig - Fortezza Frourio - der blev bygget mellem 1537 og 1587 for at beskytte Rethymno mod tyrkerne. Bygningerne på denne fæstning er godt nok under renovering (EU projekt), så vi får ikke adgang til disse, da vi besøger fæstningen. Det er bestemt ulejligheden værd at gå en tur rundt om og på fæstningen og betragte den høje mur og nyde de mange blomster, der gror på skråningen.

Arkadi klostret i regnvejr

Tunge skyer adviserer os om at huske regntøjet i rygsækken denne dag, hvor vi køres ud til det kendte kloster Arkadi. Her berettes om hvorledes børn, kvinder og mænd søgte ly i krudthuset under tyrkernes belejring i 1866. De sprængte sig selv og flere hundrede tyrkere i luften ved at sætte ild til krudthuset, netop som tyrkerne trængte ind. I alt omkom ca. 1.800 mennesker ved denne tragiske hændelse.
Fra klosterporten ses klosterkirken med den smukke renæssancefacade og det tredelte tårn. Langs med klosterets ydervæg er der flotte hvælvinger ind til boligerne. Vi vandrer gennem olivenlunde og mellem små stengærde. Her møder vi får og geder og kommer forbi klipper og lave buske. Men regnen bliver kraftigere og kraftigere og vi søger læ i en taverne. Senere ses de gamle ruiner i Elefthema, inden vi fortrækker til bussen der kører os til keramikbyen Margarites. Andre har mere mod på at vandre og får en flot - omend våd - vandretur tilbage til byen.

En "fridag" med Happy Walker

Faktisk havde vi tænkt på at tage en tur gennem Samaria-kløften på denne fridag. Men slugten er lukket pga. den megen regn, der kom i går og forleden. Vi har derfor meldt os til en vandretur med Happy Walker, der har et glimrende koncept at byde på: Bliv hentet fra dit hotel i taxa, gå en tur i landskabet med guide, spis frokosten på en taverne og mød nye mennesker og bliv kørt tilbage til dit hotel. Hver dag i ugen har sin vandretur.
På klokkeslæt kommer et par taxi og kører os ud til startstedet omkring byen Koumi. Her kommer flere folk til fra andre steder og gruppen bliver så stor, at vi deles i to mindre grupper med hver sin turleder. Og i dag har vi vejret med os. Turen går gennem et flot landskab med en rig variation af blomster, buske, krydderurter - og ikke mindst de vilde orkideer. På denne tur går vi ikke nede i slugte og har derfor god udsigt udover landskabet. På et højdedrag ser vi fossiler af bl.a. muslinger, hvilket fortæller os, at dette højdedrag engang har været havbund!
Turen slutter med en lystig frokost i Koumi. Her er selvsagt græsk salat med den berømte fetaost, små lune retter, tzatziki, kogt ged med artiskok m.m. - herunder lokal vin ad libitum og her bliver hurtigt en god stemning. Stemningen stiger yderligere et nøk, da værten som afslutning byder på raki - den lokale brændevin lavet på druernes sidste gæring.

Gennem Imbros-slugten

Byen Imbros ligger på Kretas sydkyst. En gammel æselsti følges ned gennem en smukke slugt. Imbros-slugten er valgt af flere årsager - dels er den ikke så overrendt som Samaria-slugten, dels skal der ikke tages hensyn til vandstanden da Imbros er helt uden vand, og så er den kun otte km. lang mod Samarias ca. 18 km.
Slugten bliver hurtig stejl og her er mange sten, men på ingen måder svær at gå, når fodtøjet er i orden. Efter kort tid rejser de næsten lodrette klippevægge sig over os. Vi går nederst i det udtørrede flodleje og ser hvorledes klipperne i tidligere tid er blevet eroderet. Gruppen spredes hurtigt ned gennem slugten, men her er ikke mulighed for at gå forkert. Det gælder blot om at fortsætte nedad. Visse steder er slugten så smal, at vi kan røre begge klippevægge samtidigt. For enden af slugten rammer vi den lille landsby Komitades. 

Over Aradena til Loutro

Ved den smukke slugt Aradéna ligger ruinerne fra den antikke by Aradin og her sættes vi af bussen. Byen havde i storhedstiden mellem 60.000 og 80.000 indbyggere. Nu bor her blot nogle få familier. Fra broen over slugten er et imponerende syn og vi kan se serpentinesvingene fra den gamle æselsti svinge sin nedad på slugtens side. Vi er nogle stykker der vil forsøge at komme ned i slugten, og medens de andre går direkte mod Livaniana og Loutro, vandrer vi gennem byens ruiner. Her hviler en særlig "spøgelsesstemning", da vi kommer forbi delvist sammenfaldne huse og gennem gærde for at finde nedgangen til slugten. Dette var eneste vej når man skulle krydse slugten. Ned ad den ene side og op ad den anden. I bunden af slugten møder vi en flok geder, ser springe behændigt på klippeafsatserne. Utroligt at de ikke falder ned. Og så op igen. Stien er solidt lavet - de havde forstand på det i gamle dage - og efter ca. 15 min. er vi igen oppe over slugten. Ud ad landevejen og op over bakken ud mod havet. En lille grusvej fører os - igen i serpentinesving - ned mod det lille samfund Livaniana. 
En lille terverne, hvor en gammel kone smilende tager imod os, bliver stedet for kaffepausen denne dag. Men vi er for mange til at hun kan magte alle bestillingerne, da hun er helt alene og ikke rigtigt kan forstå, hvad vi mener. Vi forsøger at bestille noget varmt nescafé, men får serveret noget der minder om kold frappé. Så er det nemmere at udpege en cola fra køleboksen! 
Denne oplevelse rigere fortsætter vi det sidste stykke ned mod havet til byen Loutro. Hertil kan man ikke køre - tænk en by uden biler - men må enten sejle eller vandre hertil. Et dejligt sted med typiske græske hvide og blå farver ligger byen i bunden af en lille bugt med bjergene rejst lige bag sig. Vi indkvarteres  og derefter er det dejligt at kunne sidde ude i denne lune forårsaften og spise på sydsiden af Kreta, medens de sagte bølgeskvulp stort set er eneste "støj" der bryder nattefreden.

Langs kysten til Hora Sfakion

Det starter med fint vejr, men allerede under morgenmaden varsler den stærke vind, at vejret er ved at ændre sig. Vi skal ud at bade på stranden Sweetwater Bay, der ligger en god times vandring ud ad den vilde klippekyst. Ude på stranden står et par telte og jeg kommer i snak med en engelsk gut som bor i det ene. Nej, han er ikke på hiking. Han har boet her i nogle uger og har foreløbig ingen planer om at rejse videre. Han synes bare at her er så flot på sydkysten.
- Ja, men hvad med vand? spørger jeg. - Intet problem. Dels findes her en kilde, men jeg kan også blot grave ca. ½ meter ned i stranden, så har jeg frisk drikkevand, forklarer han.
Regnvand siver ned gennem klipperne bag ham og ud under stranden, så drikkevand mangler han ikke. Ufatteligt så tæt på havet. Maden går han til byen efter - ikke meget mere end en time herfra! Helt så sparsomt som de, der foretrækker eremittilværelsen i én af de mange grotter der findes her, lever han ikke. Inde i teltet findes liggeunderlag, tæpper, lys kogegrej etc. og så er han typen, der gerne slår en sludder af med folk som kommer forbi.
Faktisk er det muligt at vandre - evt. med telt på ryggen - langs hele Kretas sydkyst og så overnatte og proviantere undervejs. Ruten er markeret med gul og sort stribe og benævnt E4. 
Vi fortsætter langs klippekysten mod Hora Sfakion og kommer over klippeskred og højere og højere op over havet på den smalle sti. Her skal man ikke lide af højdeskræk. Det bliver dramatisk, da vi under os kan se lodret ned i havet. Dette stykke går vi alene, inden andre fra gruppen indhenter os. Det sidste stykke mod byen går ad landevejen. 
I byen får vi lidt at spise og venter på at færgen fra Loutro kommer med de sidste fra gruppen og vi kan køre mod hotellet i Rethymno.

Hjemrejsedag - men ikke uden vandretur ved Roustika

Igen har vi allieret os med Happy Walker som i dag har området omkring Roustika på sit ugeprogram. Lidt ude af byen rejser bjergene sig foran os og vi kan se slugten vi skal op gennem denne dag. Det viser sig, at dette er en mærket rute. Denne tur kan bestemt anbefales til en varm sommerdag - for vi går dels i skyggen af klippevæggene og der hvor klippen ikke længere rækker, kaster de skyggefulde træer der gror langs slugtens rislende bæk, den nødvendige skygge. Er bækken ikke udtørret i løbet af sommeren, er muligheden for at få fødderne dyppet i det forfriskende kolde vand.
Men - for der er et men. Kretensernes svineri møder vi desværre mange steder. Også her på en officiel vandresti ligger der plastikposer, sække, gammelt jern, flasker etc. Hvorfor ryddes der ikke op? Pengemangel og holdninger? En ubetydelig turistskat på f.eks. 50 kr. vil på årsbasis - med over 1 mio. besøgende - være mere end tilstrækkeligt til at vedligeholde øen, så gæsterne kunne få flere positive oplevelser, når de færdes i naturen.
Inde i slugten har gåsegribbene deres reder. Vi stopper op og afventer at disse nysgerrige fugle med et vingefang på over to meter vil se nærmere på os. Men de viser sig ikke. 
Ruten er lagt som en rundtur og vi kommer nu bag om bjerget og vandrer forbi morbærtræer og olivenlunde. 
Så pludselig svæver tre store gribbe hen over hovederne på os. Vinden og opdriften gør, at disse mægtige dyr glider stille og lydløst - uden vingeslag - forbi os. Alle står vi som forstenede og spejder op i luften. Febrilsk famler jeg efter kameraet i håb om det perfekte billede - og så er de væk!

Tilbage i Roustika er der på torvet dækket op til os. Men også andre holder fest. Det er 1.maj - blomsterfestens dag - hvor man fejrer kornets og frugtbarhedens gudinde Demeter. De lokale holder fri og binder blomsterkranse, som sættes op på husene. Så der er dækket op både ude og inde. Og to mand sørger for musikken - ingen fest uden musik. I vore ører lyser denne "orientalske" musik oftest vemodigt, men er det sikkert ikke. Lyden fra de to strengeinstrumenter, der stryges med en bue, skal man vænne sig til! Der kommer mad på bordet; salat efterfulgt af suvlaki - lammekød på spid. Den lokale vin her er lidt speciel i smagen - næsten som sherry - og så er der to slags at vælge imellem. Her mangler intet. Mere festligt kan afslutningen på vor vandretur på Kreta vist ikke blive.