Vandreferie i Dolomitterne

Fast base på Al Piccolo Hotel i Vigo di Fassa

I Dolomitterne, der i 2009 kom på UNESCO's naturarvsliste, kan du vandre uden bjergguide eller sammen med andre i en vandregruppe med bjergguide og gå fra rifugio til rifugio (bjerghytter) og få sdn bagage transporteret fra sted til sted - og således blive oppe i bjergene for det meste. Eller du kan vælge at bo fast på hotel i dalen og deltage i vandreture med bjergguide, hvor man starter og slutter dagens vandretur ved hotellet. Det er en løsning som passer fint til os.
Al Piccolo Hotel ligger med udsigt til de takkede bjergtinder i udkanten af landsbyen Vigo di Fassa, der blot er en af de mange landsbyer, som nærmest ligger på stribe gennem dalen - Val di Fassa. Hotellet serverer en flot morgenmadsbuffet og om aftenen kan vi flere gange i ugens løb vælge mellem to forretter og to hovedretter samt dessertbord. Kort sagt - forplejningen er god og rigelig. Her er i øvrigt mulighed for at benytte stedets motionscenter og spa-faciliteter efter vandreturene.
Allerede første aften møder vi den lokale bjergguide og får udleveret vandrekort, bus - og liftkort (Panorama Pass) til hele ugen.

Fra Poza de Fassa over Col de Valvacin til Ciampac

På den første vandredag spadserer vi med bjergguiden fra hotellet forbi kirken San Jan, krydser hovedvejen og går langs floden Torrente Avisio til nabobyen Pozza di Fassa, hvorfra svævebanen går op på bjerget - efterfulgt af en stolelift som bringer os helt op til Col de Valvacin.
Vejret er vidunderligt og vi bevæger os på en højderyg med udsigt til dale på hver side. Vi skal opad - op på toppen til Sas de Adam, 2.433 moh. og her får vi en udsigt, der er alle kræfterne værd. Mod nord ses det enorme næsten flade Sella-massiv med stejle lodrette sider der i det ellers takkede bjerglandskab nærmest ligner et taffelbjerg. Til højre for os ligger Val de Sen Nicolo dybt nede. Foran os fortsætter vandrestien på højderyggen og det var da også bjergguidens intention, at vi skulle vandre mod San Nicolo-passet, men da vi når Sela Brunech, vurderer han at vi den første dag bør afkorte turen og i stedet vandre ned til Ciampac. På vejen nedad hører vi høje skrig - nærmest som fra en fugl - men det er murmeldyrene som advarer hinanden. Og vi er heldige at de dem, inden vi påbegynder en rimelig stejl nedtur til Rifigio Ciampac, hvor vi køber frokosten og puster ud. Senere går vi en tur omkring en lille sø - hvorfra vandet benyttes om vinteren til at lave kunstsne - inden vi tager svævebanen ned til Alba i Fassa-dalen. Herfra er der blot et par kilometer til den største by i området, Canazei som vi se nærmere på, inden vi skal med offentlig bus tilbage til hotellet i Vigo di Fassa.

Fra Penia til Fedaia-søen og Marmolada-gletsjeren

Lige overfor Al Piccolo Hotel er stoppestedet for den offentlige bus, som denne dag bringer os til Penia, hvorfra vandringen mod Fedaia-søen starter. Vi går ind i skoven langs vandløbet og mødes af vandfald og fuglesang. Første del af denne vandrerute 605 er ganske uinteressant - kun udsigt til træer! Men efter at have krydset landevejen et par gange begynder opstigningen ved Colmer og det vidunderlige landskab åbner sig med udsigter til de omkringliggende tinder og tilbageblik ned i dalen. Fremme ved den opdæmmede Fedaia-sø spises frokosten på restaurant Col de Cuch med fin udsigt til dalen og det overfor liggende imponerende bjerg Marmolada - "Dolomitternes Dronning" - der rejser sig 3.342 moh. og dermed er det højeste bjerg i Dolomitterne. Og så har Marmolada områdets eneste tilbageværende gletsjer. Hele den ca. 20 kilometer lange U-dal - Val di Fassa - er dannet af gletsjere i istiden og i dag ses sidste rest af isen på Marmolada.

Ved gletsjeren på Marmolada-bjerget

Efter frokost passerer vi dæmningen og tager en topersoners stå-lift op mod Marmolada-gletsjeren til Rifugio Plan dei Fiacconi, 2.626 moh. Vi er kommet op i et goldt landskab uden bevoksning - en stenørken - som engang har været helt dækket af gletsjeren, hvilket skurestriber på klipperne vidner om. Mens enkelte af vore rejsefæller venter ved bjerghytten, er vi nogle som vandrer længere op mod isen i det spektakulære landskab, men stien er kun delvis markeret og efter at være kommet ca. halvvejs op møder vi sne og stopper her. Udsigten til den næsten blåfarvede ismasse er betagende og oppe på gletsjeren kan vi iagttage en gruppe vandrere komme ned mod os. Til den anden side har vi udsigt til Sella-massivet og dets højeste punkt Piz Boe, 3.152 moh. Og bag ved Sella-massivet øjner vi de sneklædte alper i Østrig.
Vi tager liften ned igen, går tilbage over dæmningen og venter på den offentlige bus, der bringer os tilbage til Al Piccolo Hotel.

Fra Canazei over Passo Pordoi og Sella-massivet til Fedaia-søen

I dag tager vi bussen til Canazei hvor svævebanen løfter os op til vandreruten mod Col di Rosc og videre mod Passo Pordoi. Undervejs vandrer vi gennem den ene alpine have efter den anden. Floraen er fantastisk med masser af forskellige blomster bl.a. blå klokkeblomster, røde azalier samt gule smørblomster og engblommer.

I Pordoi-passet tager vi svævebanen op på kanten af Sella-massivet, 2.950 moh. hvor et helt anderledes goldt landskab tager imod. Igen en fantastisk farverig udsigt, men vi har kun kort tid heroppe uden mulighed for at bestige højeste punkt "pyramiden" - Piz Boe. I stedet kredser vi omkring topstationen, hvorfra der er fin udsigt ned i Fassa-dalen, så vi kan se hvorledes isen engang har formet denne U-dal.

På den gamle handelsrute

Atter nede i Passo Pordoi vandrer vi tilbage ad vandrerute 601 og efter at have nydt en pizza på Rifugio Fredarola drejer vi fra ad Viel del Pan mod Fedaia-søen. Denne rute blev i gamle dage benyttet af pilgrimme og handelsfolk som skulle krydse Dolomitterne. De første kilometre går stort set vandret på bjergskråningen og på et tidspunkt kommer vi til en lille saddel, hvorfra der er vid udsigt til den anden side af bjerget mod Livinallongo-dalen. Da vi skal ned mod søen, bliver det rimeligt stejlt. Alle kommer fint ned lige akkurat til at nå den offentlige bus hjemad.

Fra Campitello rundt om Sassolungo-massivet

Heldigvis er der på en vandretur som denne med fast bopæl mulighed for at stå over og lave noget andet, hvis kræfterne eller maven svigter. Og netop i dag ønsker et par af vores rejsefæller at gøre noget på egen hånd - og den mulighed er hel fin. (Går man fra hytte til hytte i en gruppe, ja, så er man ligesom nødt til at følge med - uanset hvordan bentøjet/helbredet har det!)
I Campitello di Fassa tager vi en lang svævebane op til Col Rodella og det er det mest imponerende syn som møder os, da vi har Sassolungo-massivets tre kæmpetinder, der rejser sig op til 3.181 moh., lige for an os. Dette er i sandhed et paradis for vandrere. Vi går mod Passo Sella og kommer gennem et sten- og klippeområde, som kaldes "Stenbyen" og er derefter på den anden side af bjergmassivet. Her oplever vi de imponerende kontraster, der findes i Dolomitterne, når skoven skifter til frodige, blomsterrige enge for senere at går over i et landskab af sten og klipper i skiftende farver

Et paradis for bjergvandrere

Efter at have passeret et par gamle stenskred, gør vi et kort hvil og får lidt at spise, mens vi nyder udsigten. Vores bjergguide presser på for at komme videre, for der er endnu lang vej til det refugie, vi skal spise frokost ved.
- Vi skal bare op over bakken, oplyser han - og vejen derop er lang. Da vi når bjergkammen, viser det sig, at vi skal videre op til næste bjergkam! Ok, vi moser på. Undervejs er vi så heldige at opdage et par af de sjældne edelweiss, der ligesom alle øvrige alpine blomster ikke må plukkes. Edelweiss er totalt fredede. Med fornyede kræfter vandrer vi det sidste stykke frem til Rifugio Sasso Piatto/Plattekofelhütte, hvor frokosten købes.
Planen var at vandre videre frem til Col Rodella (vores udgangspunkt), men flere af vores rejsefæller er ved at være trætte, og da der er mulighed for taxa-transport til Campitello fra det nærmeste rifugio, ændres planen. Vi vandrer i stedet ad rute 533 ned langs en kløft og over åbne enge med græssende køer og kommer til Rifugio Micheluzzi, hvor det er muligt at få transport til dalen. Så mens de fleste vælger taxa-løsningen, er vi nogle få som vandrer de sidste 400 højdemeter ned gennem skoven til Campitello. Her møder vi atter vore rejsefæller og venter en times tid før den offentlige bus tager os med tilbage mod Vigo di Fassa

Fra Ciampedie gennem Val de Vaiolet til Passo del Principe

Svævebanen i Vigo di Fassa ligger nogle hundrede meter oppe i byen, så i stedet for at bruge kræfter på at gå derop, tager vi den offentlige bus og kører et enkelt stop! Fra hovedgaden går vi ind i bjerget, hvor ikke mindre end fem rullende trapper bringer os op til starten af svævebanen mod Ciampedie. Oppe, 1998 moh., er vi i området som kaldes "Rosenhaven" og her vandrer vi op gennem Val de Vaiolet mod Gardeccia, der er et helt lille samfund bestående af flere rifugier.
Nogle vælger at blive i dette område, mens andre fortsætter ad vandrerute 546 videre op i Val de Violet mod Rifugio Preuss, 2.248 moh. der ligger meget spektakulært yderst på en klippeafsats. 
Verden er i forandring! Efter solrige dage med blå himmel og ikke en sky, er der nu varslet regn - og skyer bevæger sig frem og tilbage omkring den legendariske bjergtinde Torri del Vajolet, 2.812 moh. Vi er et par stykker som vandrer helt til vandskellet ved Pas del Prinz, hvor Rifugio Passo Principe ligger 2.997 moh. i håb om at kunne nyde udsigten i passet. Men en mur af skyer tårner sig op foran os og vi kan i dag desværre intet se.
Tilbage ved Rifugio Preuss indtages frokosten og med fornyede kræfter kan vi vandre samme vej tilbage til udgangspunktet for dagens vandreoplevelser.

Fra Ciampedie ad "Fårestien" til Roda de Vael og Paolina

Vi står atter op til en fin solbeskinnet dag og tager igen svævebanen til Ciampedie, men i modsætning til i går drejer vi fra ad vandrerute 541 - Vial de le Feide - Fårestien. Ruten går op og ned gennem skov til vi kommer til et lille traktørsted, Malga Vael, hvor man også laver ost. Her er både køer og heste med føl. Så kommer stigningen. På en nyanlagt vej går det nogle steder mere end 30 grader opad, hvilket kan tage pusten fra de fleste. Men op gennem dalen Roda de Vael kommer vi og her møder vi atter murmeldyr. Nu kan vi fremme skimte dagens første mål Rifugio Roda de Vael, der "titter" over bjergkanten. Og op kommer vi, for her venter frokosten. Refugiet ligger ganske flot med imponerende udsigter mod bjergtinderne og dalen.
Også i dag er der hen under eftermiddagen varslet regn, så vi vandrer videre mod Rifugio Paolina og kommer forbi en kæmpestor skulptur af en ørn - Christomannos-monumentet til minde om alpenisten Theodor Christomannos.

Nu trækker sorte skyer ind over Dolomitterne og vi når lige at tage stoleliften ved Rifugio Paolina ned i dalen inden regnen kommer. Og den kommer som et skybrud med lyn og torden - så kraftigt, at biler må holde ind til siden, da sigtbarheden er minimal. Og mens vi igen venter på en forsinket offentlige bus, kan vi glæde os over, at vi har været usædvanlig heldige med vejret på denne flotte vandreferie.