Aktiviteter på Åkrafjorden i Haugalandet
På denne kør-selv ferie i Norge besøger vi Åkrafjorden og Eikemostølen langt inde i Haugalandet ca. 1,5 times kørsel fra Haugesund.
Norge
Hovedstaden i Norge er Oslo.
Befolkningstal: Ca. 5,2 mio.
Areal: Ca. 385.203 km²
Afstand fra Danmark: Ca. 484 km til Oslo.
Mest besøgte attraktion: Norge er kendt for sin natur både sommer og vinter.
Mere information:
Oplevelser på Åkrafjorden
Vi har en aftale med aktivitetsselskabet Åkrafjorden Opplevning og her venter motorbåden "Fjellvind" på at tage os med på fjordcruise på den lange og smalle Åkrafjord. Der er dog ikke megen fjeldvind på fjorden, der nærmest er fuldstændig blank i det stille og flotte vejr. Lige det helt rigtige tidspunkt til at opleve livet på, i og ved fjorden. Det er en guidet tur, hvor vi får oplysninger om de forskellige seværdigheder undervejs. Specielt på den vejløse side af fjorden - den nordlige bred - er det som om tiden har stået stille i flere hundrede år. Her har bønder op gennem tiderne levet på deres isolerede gårde og hvor eneste vej til købmand, skole etc. går med båd over fjorden til sydsiden, hvor den gamle landevej nærmest hænger på den bratte fjeldside, der forsvinder luks ned i den dybe fjord. Et mesterstykke i håndværk og ingeniørkunst. Enkelte steder ligger gårdene på så små og stejle klipper, at børnene blev tøjret for at de ikke skulle falde ud over kanten!
Her er mange forskellige seværdigheder at høre om og se på turen - lige fra arkæologiske fund fra stenalderen til håndgravede veje og idyllisk beliggende sommerhuse med flot udsigt til fjorden. Og mens der sættes kurs mod Bakka, springer et par delfiner i vandoverfladen for at snuppe lidt luft.
Eikemo - et gårdbrug på fjeldet
Når man ser de bratte, tætbevoksede fjeldsider skulle man ikke tro, at det var muligt at nogen kunne leve her - end sige dyrke landbrug. Men vi bliver klogere. "Fjeldvind" lægger til ved en lille kaj lige ved siden af vandfaldet, der vælter Eikemoelvens vand ud i fjorden. Her venter en traktor med en transportvogn på os. Nu er der ingen undskyldning for ikke at kunne komme op i fjeldet. Her kan alle være med og det er en god mulighed for de aktive ældre, som ikke længere magter eller orker at spadsere de seks km. op til sæteren. Tag med på traktorsafari!
Vi sætter os tilrette i vognen og mens gårdhunden forvirret springer rundt foran traktoren, køres vi langsomt og sikkert op ad en smal fjeldvej. Denne vej blev først etableret i 1960’erne og erstattede en tidligere fjeldsti.
Tre gårde
Vi kommer gennem et par skrappe serpentinesving, men traktor og vogn er som støbt til hinanden. Det går lige an. Vi følger på visse strækninger Eikemoelven og kommer efter ca. 20 min. kørsel op til Eikemo, hvor landskabet forandres totalt. Her ligger tre gårde med tilstødende marker. Der er naturligvis fremført elektricitet til gårdene og drikkevand er som de fleste steder i Norge intet problem - Eikemoelven giver alt hvad der er behov for. Midt på Eikemo undres man over hvorfor der står en gammel udtjent brandbil? Skulle der opstå brand, er det i alle tilfælde ikke den der rykker ud!
Eikemostølen
Efter en kort strækkebenpause, fortsætter turen endnu 20 min. op og vi kommer til selve sæteren, 450 moh, hvor dyrene kan gå frit hele sommeren. Her har folk levet i lang tid og det ældste hus menes at være fra 1700-tallet - godt nok noget faldefærdigt. Men her er også nyere huse og hytter, som man kan leje sig ind i. Der er netop ankommet en familie på seks personer og de skal have en god weekend i en af hytterne på sæteren og opleve livet blandt dyrene. Men de kan også vandre på nogle af de ruter som Den Norske Turistforening, (DNT) har mærket i området. Bl.a. går der en rute op til Avaldsnuten, 1.245 moh. og det tager ca. fire timer at gå derop - og sikkert det samme at komme tilbage.
Får og geder
I sommerperioden fra midt i juni til midt i september er der får og geder på sæteren. Men ingen køer. Gederne malkes hver dag og mælken fragtes ned ad fjeldet og sejles til mejeriet.
- Køer vil man ikke have her, de giver alt for meget mælk og dermed meget mere transport, siger Nina Kaltwasser fra Åkrafjorden Opplevning, mens hun byder på lidt at spise og drikke, før vi skal på vandretur. Vi møder dyrene som er vant til mennesker, dvs. fårene er først nysgerrige og kommen én i møde, men når "sikkerhedsafstanden" nås, vender de om og piler væk. Anderledes er det med gederne. De er helt tamme og man kan klappe og ae dem. Lige noget for børn og os andre barnlige sjæle.
Fadeburet - et sted med ro
Vi går over flere moser og op på bagsiden af Stakkstødfjellet, hvor de modne blåbær frister til at stoppe op og bare plukke løs, så vi efter få minutter har både blå læber og tunger. En lille halv time efter er vi fremme ved "Fadeburet" en lille to-personers hytte med en aldeles fortræffelig beliggenhed. Der er udsigt ud over Åkrafjorden og de bagvedliggende fjelde, hvor vandfaldet Langfossen vælter ned ad fjeldvæggen. Den lille hytte, der måler ca. 2,5 x 2,5 meter, indeholder to sovebrikse, et bord, en plade (køkkenafsnit) samt en brændeovn. Ved siden af hytten findes et brændeskur med do (tørkloset). Indlagt vand? Nej, bækken løber lige ved siden af. Det ideelle sted for to som bare vil være sig selv.
Frokost i lavvo
Vi følger bækken tilbage til stølen, hvor der, ved den rejste tipi - det store telt - som her kaldes for en lavvu, bliver serveret frokost. Der er tid til at slappe af med kaffe og kage i solen, inden tilbageturen i vognen.
"Lille Preikestol"
Vi er dog nogle stykker som i stedet foretrækker at vandre de ca. seks km. tilbage til båden og opleve naturen på lidt tættere hold. Lidt nede ad vejen finder vi et klippefremspring, der ligesom hænger på fjeldvæggen hvorfra der er en helt vidunderlig udsigt til et af de mange vandfald som Eikemoelven har på sin vej ned mod Åkrafjorden. Vi går ned til klippefremspringet, hvor der er ca. 50 meter lodret fald ned mod elven. Forsigtigt går vi ud på plateauet, vi kunne kalde "Lille Preikestol" med associationer til den berømte Preikestolen i Lysefjorden.
Vi skal ikke for tæt på kanten, så jeg lægger mig ned og kravler ud for at betragte vandfaldet og dybet under mig. Betagende.
Vi går rask til og lidt efter bliver vi indhentet af traktoren på vej ned fyldt af glade mennesker. Den vil stoppe for at vi kan springe på, men vi vil vandre det sidste stykke ned, så den fortsætter. Vi vil skyde genvej - tror vi - og "forvilder" os ad den gamle vej ned til et ensomt beliggende hus "Tøsse", hvor grunden er indhegnet med bratte klipper omkring, så vi nærmest ender i en blindgyde. En mand fra huset har set vores trængsler og vinker os gennem sin havelåge i hegnet. Han og fruen, der ligger og nyder solen i bikini, har sommerhus her, men er fra Bergen. Vi får kun en kort snak med dem, for motorbåden nedenfor går præcis.
Et godt råd: Bliv på grusstien hele vejen ned til fjorden og undgå svinkeærinder.
Langfoss
Fjordcruiset fortsætter til den anden side af fjorden, hvor vi kommer tæt på Norges 5. største vandfald Langfossen der er hele 620 meter højt og blandt verdens 10 smukkeste vandfald.
Ja, faktisk er vandfaldet på web-siden waterfalls.com kåret som verdens flotteste! Vandfaldet falder i flere trin og sender kaskader af vandstøv ud fra fjeldsiden. Det er muligt selv at vandre op til toppen af vandfaldet ad en markere rute eller følge med på en guidet tur. Bilvejen passerer hen over nederste del af Langfossen og giver en fornemmelse af faldets størrelse. "Fjellvind" sejler forsigtigt helt tæt på vandfaldet, så alle får lejlighed til at se og fotografere. Men vandfaldet tager sig bedst ud på afstand og vi kan se hele faldet, da vi sejler videre mod Eljavik Gard.
Eljavik Gard
Næsten inderst i Åkrafjorden med direkte udsigt til Langfoss ligger et nydeligt hus med stor terrasse og egen badestrand. Huset - Heimvik - der hører til gården Eljavik - har været i familiens eje i generationer siden 1600-tallet, men havde stået mere eller mindre tomt i 25 år. Nu er det smagfuldt indrettet, så en stor familie kan leje det og bruge huset som f.eks. base for aktiviteter omkring fjorden; roture, fisketure, cykelture, vandreture eller fjordrafting.
Vild fjordrafting
Det er vildt. Det er voldsomt. Det giver sug i maven og vandsprøjt på tøjet. En RIB-båd henter os, og efter at have skiftet til sikkerhedstøj - med indbygget flydevest - sætter vi os tilrette overskrævs på de fjedrende sæder. På med beskyttende solbriller. Og så afsted. Først langsomt, så lidt hurtigere, inden båden i fuld fart svinger rundt i en cirkel, der får vandet til at danne bølger. Så går det brat den anden vej rundt og skipper danner et 8-tal, så vi rammer bølgerne fra første cirkel og hopper op og ned i båden. Det er rafting. Nu går det med fuld drøn direkte mod den bratte klippeside og tankerne flyver gennem hovedet på mig. Når han at dreje af? Men den erfarne og stedkendte skipper har helt styr på båden og hvad den kan. Vælte den kan han ikke, så vi kan være helt trygge. I øvrigt kan vi selv bestemme, hvor vildt det skal være.
Fjordraftingen fortsætter hen forbi Langfossen, som vi kommer meget tæt på - og på den øvrige del af turen, der kan vare op mod en time, kommer vi fra seværdighed til seværdighed på Åkrafjorden. En anderledes hurtig og aktiv måde at komme på sightseeing.
Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser
Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.
Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.
Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser