Orkneyøerne - fyldt med levn fra fortiden

Kirkwall - hovedby med hyggelig gågade

I hovedbyen Kirkwall indleder vi dagen med en travetur gennem byens pittoreske, smalle gader. Vi har overnattet på det centralt beliggende Ayre Hotel tæt på havnen, hvor der i løbet af natten er ankommet endnu et krydstogtsskib til den populære turistby Kirkwall. Fra hotellet bevæger vi os med lokalguide gennem byens bilfri hovedstrøg med fine specialforretninger med udvalgte lokale varer og forbi flere kunsthåndværks- og souvenirbutikker samt restauranter og pubber. Dette er klart en turistby med mange besøgende - ikke mindst pengestærke rejsende fra krydstogtsskibene - hvilket også afspejles i forretningernes prisniveau. Undervejs stopper vi ved et af byens ældste stenhuse og ved det såkaldte ”jerntræ”. Oprindeligt stod her tre træer som man ville fælde. Men træer er der ikke mange af på Orkney og på grund af træernes alder og størrelse lod man et enkelt træ stå tilbage, som nu er så gammelt, at det må støttes af en jernstang. Vi ser byens rådhus over for St. Magnus Katedralen.

Skt. Magnus Katedralen

Byens absolutte højdepunkt og største turistattraktion er De Britiske Øers nordligste katedral, som blev grundlagt af den norske viking Rognvald i 1137 til ære for sin onkel Magnus. Det tog 300 år at fuldføre bygningsværket. 

Magnus Erlendsson var jarl af Orkney i det tidlige 1100-tal. Han delte øen med sin fætter Håkon, men de to mænd blev uenige, hvilket Orkney led under. For at skabe enighed aftalte de to mænd at holde et fredeligt møde på øen Egilsay for at udrede uenigheden og undgå en borgerkrig. Trods aftalen om kun at medbringe to ubemandede skibe, brød Håkon aftalen og kom med otte skibe med fuldt bevæbnede mænd. I stedet for selv at tage affære bad Håkon sin kok om at dræbe Magnus, så kokken svingede øksen mod Magnus kranie, mens Magnus bad. Ved Magnus grav opstod der historier om mirakler og folk begyndte at tro, at Magnus var en hellig mand. Fra Norge kom Magnus’ nevø Rogenvald for at gøre krav på sin onkels andel af øen og blev jarl i 1136. Han lovede folket, at han ville bygge en stor stenkirke og skabe et valfartssted for pilgrimme. Katedralen blev grundlagt i 1137 og ligresterne af Magnus og Rognvald, der blev dræbt i 1158, blev senere flyttet til katedralen og begravet i væggene. Begge er udråbt som helgener. Vikingerne havde tætte forbindelser til både Orkneyøerne og Shetland som de erobrede i 875, og i 995 blev øgrupperne kristnet af norske Olav Trygvasson. Øerne blev i 1469 givet i pant af den dansk-norske konge Christian 1. som medgift, da hans datter Magrethe på blot 13 år blev gift med den skotske konge James 3. Da Orkneyøerne i 1472 blev en del af Skotland gav kongen kirken til folket og helt unikt tilhører katedralen ikke en bestemt gren af kristendommen og er derfor åben for alle.

Jarlen og Biskoppens paladser

Lige over for katedralen besøger vi først ruinerne af jarlens palads, der er et fint eksempel på fransk renæssance arkitektur. Paladset blev grundlagt i 1607 af jarl Patrick af Orkneyøerne. På modsatte gadehjørne ses ruinerne af biskoppens palads, der er fra samme periode som opførelsen af St. Magnus katedralen i det 12. århundrede.

En fredfyldt have

Samme eftermiddag benytter vi til at besøge Tankerness House Garden, som ligger lige bag Orkney Museum. Denne fredfyldte oase midt i Kirkwall har en stor plæne, hvor let påklædte indbyggere nyder solen (nu den er her) og de mange blomster og buske.

Mull Head

I den østlige del af hovedlandet, Mainland, besøger vi Mull Head Naturreservat. For at komme derud kører vi gennem landbrugsområder, men kun med enkelte huse. Skolen i området er for længst nedlagt og i dag benyttes skoler i Kirkwall. En enkelt købmand dækker dette store område. Fra P-pladsen ved Mull Head spadserer vi forbi det 40 meter lange jordfaldshul - The Gloup - som havfuglene yngler i. Hullet er 25 meter dybt og dannet ved at taget på en underjordisk grotte skabt af havets erosion er faldet sammen. Kysten er fantastisk at vandre langs. Barsk og rå påvirket af havet som i årtusinder har eroderet klipperne, der både er flade og spidse med mange smalle slugter. Undervejs ses lomvier, strandskader og præstekraver. Vær opmærksom på at her mange steder er vådt græsland, så gode vandresko er en god ting at have med.

Kapellet ved Brough of Derrness

På en mindre halvø fører en spektakulær sti ned fra hovedlandet, forbi en skarvkoloni og stejlt op på halvøen Brough og Derrness, hvor man undervejs må holde fast i den udspændte jernkæde for ikke at falde i dybet. På øen ses ruinen af et tidligere kapel som har været tilknyttet en borg på stedet. Kapellet blev udgravet i 1975-1976 og her fandt man bl.a. gravene af to børn gravlagt på kristen vis i 900-årene. Man har også fundet mønter fra slutningen af 900-årene. Stedet gik i glemmebogen indtil det i det 12. århundrede atter blev genopbygget med bl.a. et stenalter – netop i den periode hvor de norske vikinger overgik til kristendommen. Senere i bl.a. 1600-årene kom her pilgrimme, hvilket fund af 38 mønter fra disse år bevidner. Fra halvøen er der en betagende udsigt til hele den langstrakte kyststrækning på Mull Head som nydes inden vi atter mødes for at køre tilbage mod Kirkwall for frokost.

Det Italienske Kapel

Samme eftermiddag er vi tilbage i den sydlige del af Mainland og besøger først Det Italienske Kapel. Under anden verdenskrig byggede italienske krigsfanger de fire dæmninger, der kaldes Churchill’s barrierer, som forbinder Mainland med de sydlige øer. På den første af øerne Lamb Holm fik italienerne i 1943 tilladelse til at bygge et kapel af tøndeformede barakker, overskydende beton fra bygningen af barriererne samt metalrester. Alterskabet blev fremstillet af træ skaffet fra et skibsvrag og lysestagerne af tindåser. Det indvendige blev kunstfærdigt malet af Domenico Chiocchetti, en begavet kunstmaler fra Morena. Han blev på øen efter frigivelsen af fangerne for at gøre arbejdet færdigt. Koret er afspærret fra skibet med et kunstfærdigt jerngitter og alteret forestiller Jomfru Maria med jesusbarnet med en olivengren (tegn på fred) flankeret af to ”glasmosaikker” med skytshelgenerne den dominikanske nonne Caterina af Sirena og munken Franz af Assis - grundlæggeren af franciskanerordenen. Motivet til altertavlen havde Chiocchetti fra et billede han engang fik af sin mor og som han altid bar på sig. Det er imponerende når man træder ind i det lille kapel og man tror at vægge og paneler m.v. er opsat af sten og relieffer. Men det er synsbedrag. Alt er malet med et så genialt perspektiv og dybde, at man ikke kan se, at alt er håndmalet. På væggene hænger en række senere fremstillede relieffer i oliventræ, som viser Jesus’ vej på Via Dollorosa. Det første Chiocchetti skabte på stedet var en statue af St. Jørgen som dræber dragen, hvilket skulle symbolisere soldaternes kamp mod fjenden. Statuen står på den lille plads foran kapellet. Fra Kapellet kan vi se den første af Churchill’s barriere og resterne af de engelske krigsskibe som blev sænket, inden dæmningerne blev lavet, for at undgå at tyske krigsskibe og ubåde kunne sejle gennem stræderne.

St. Margareths Hope

Senere gør vi et kort stop i den lille hyggelige fiskerlandsby St. Margareths Hope for eftermiddagste, hvor det også er muligt at besøge et tidligere smedjeværksted, der i dag er indrettet som museum.

Sheila Fleet juvelershop

Dagens sidste stop er ved Sheila Fleet’s værksted, hvor en tidligere kirke er omdannet til Sheila Fleet’s showroom. Her kan vi beundre de lokalt fremstillede smykker som det også er muligt at købe, ligesom der ved en rundvisning i værkstederne er lejlighed til at se hvorledes smykkerne fremstilles.

Standing Stones of Stenness

Denne morgen starter ved besøgcentret Maeshove Cave Visitorcenter, der er centrum for Orkneys ældre stenalderkultur (Heart of Neolitic Orkney) med flere helt unikke arkæologiske fund, der alle er medtaget på UNESCO’s verdensarvsliste siden 1999. Rejseholdet deles, så nogle besøger gravhøjen Maeshove Cave lidt herfra, mens andre besøger Standing Stones of Stenness. Denne tidligere stencirkel har bestået af 12 tonstunge sten omgivet af et bredt dige. Stenene har været op til fem meter høje og gravet ca. 1,5 meter ned i jorden for omkring 5000 år siden i den sene stenalder. Stencirklen er således ældre end Stonehenge i England. Det skønnes at anlægget af dette bygningsværk har været omfattende og at mindst 50 mand har arbejdet i 40 timer hver uge i mindst 6 måneder. I dag står her kun tre af de oprindelige store sten tilbage sammen med to mindre sten, fra en tidligere stendysse.   Ved arkæologiske undersøgelser i den tidligere centralt placerede bålplads, har man fundet både benrester samt nøddeskaller, som kunne kulstofdateres så langt tilbage. Stedet har tjent som et ceremonielt eller religiøst sted, hvor man tilbad guder og formegentligt festede bl.a. ved jævndøgn. Årsagen til at der i dag kun er fire af de oprindelige sten tilbage skyldes, at bonden, som i begyndelsen af 1800-tallet ejede jorden, var træt af alle de besøgende som ville se stencirklen. Han besluttede derfor at fjerne dem. Med dynamit i forborede huller sprængte han den ene sten efter den anden og benyttede stenstumperne til eget byggeri. Heldigvis greb den lokale befolkning ind og fik stoppet hærværket og i 1906 gik det over på statens hænder.

Barnhouse Village

Nogle få hundrede meter længere inde på marken ses ruinerne af Barnhouse Village. I 1984 opdagede arkæologer rester af bygninger som også kunne dateres til omkring 3000 år f.Kr. Det skønnes at beboerne har haft forbindelse til Standing Stones – måske ligefrem har bygget stensøjlen. Et af husene har været til ceremoniel anvendelse, mens et andet overraskende har to værelser – et bag det første.

Maeshove Cave - en 5000-årig gravhøj

Da det er blevet vores holds tur, besøger vi gravhøjen Maeshove, hvortil vi bliver kørt i speciel bus med max. 20 personer. Udefra ligner gravhøjen en hver anden gravhøj bevokset med græs. Den er 7,5 meter høj og 35 meter bred. En enkelt indgang som er 10 meter lang og blot 1,10 meter høj og 0,70 meter bred må vi gå foroverbøjede og i knæ for at komme gennem. Inde i det overraskende store gravkammer beretter vores lokale guide fra centret om stenalderfolkets kunstfærdigt opførte gravhøj. Han er en rigtig skotte med langt rødt hår og med en fortælleevne som en anden skuespiller. På levende vis beretter han om den måde hvorpå gravkammeret er blevet opført med bl.a. flere tonstunge sten – nogle bærende andre blot til pynt – sten på op til 20 tons stykket! Og helt ejendommeligt har disse folk været i stand til at skabe et spidst loft. I gravkammeret ses tre nicher, hvor man har lagt de døde. Gravhøjen har også haft ceremoniel betydning for ved vintersolhverv, kommer solens lavtstående stråler ind gennem indgangen og rammer et lille stenalter. Mange år efter at stenalderfolket havde forladt stedet, faldt taget på gravhøjen sammen og er i dag repareret på en synlig måde. Engang var en gruppe vikinger kommet ud i en forfærdelig snestorm og søgte efter ly i det barske vejr. Vinden suste og sneen føg dem om ørerne. De frøs og var ængstelige. En af vikingerne fandt gravhøjen og kravlede sig ind i den – og her fandt de ly i flere dage. Vikingerne brugte tiden til at ridse forskellige tekster i stenene – nogle på to sprog – runer og streger! Det var veluddannede vikinger som beskrev deres bedrifter.

Brough Head - et udsigtspunkt

I en pause fra de ældgamle bygninger kører vi til øens nordvestligste punkt til udsigtspunktet ved Brough Head. Her kan vi se over til øen Brough of Birsay, hvor en tidevandsbro forbinder øen til fastlandet. Øen kan således kun nås tørskoet ved lavvande. I dag har øen et vigtigt fyrtårn, som vi lige kan ane. Fyrtårnet fra 1925 er 11 meter højt og er placeret 52 meter over havets overflade. Omkring 715 e.Kr. blev Orkneyøerne en del af pikternes kongerige og en adelsmand hos pikterne residerede på Brough of Birsay. Et århundrede senere ankom vikingerne og de fortsatte med at have Brough of Birsay som hovedsæde, da de regerede over Orkneyøerne. Her har man funder spor af vikingernes langhuse.Vi besøger ikke øen, men kan spadsere langs klippekysten og fornemme hvorledes de farverige klipperne skydes op gennem vandet i forbindelse med de tektoniske pladers bevægelse. 

Ring of Brodgar - Storbritanniens største stencirkel

Vi tager tilbage til det arkæologiske center og besøger Storbritanniens største stencirkel, som er lidt yngre end Standing Stones of Stenness. Man mener, at der i den sene stenalder blev behov for en større cirkel, der kunne rumme flere mennesker. Ring of Brodgar bestod oprindeligt af omkring 60 opretstående sten, hvoraf der i dag er 27 sten tilbage samt en ydre vold omkring hele anlægget. I området blev der i 2002 gjort nye fund ved Ness of Brodgar, hvor arkæologer fra hele verden foretager nye udgravninger i sommermånederne. Man har opdaget tykkere mure som tyder på, at her måske har været et tempel fra den tidlige bronzealder 2500-2000 år f.Kr. Her er også fundet rester af et 20 meter langt hus. Om nogle år vil Ness of Brodgar også blive en sensationel turistattraktion.

Skara Brae - Europas betydeligste boplads fra stenalderen

Dagens sidste besøg er ved stenalderbopladsen Skara Brae, der naturligvis også er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. Fra besøgscentret fører en sti frem mod en af verdens ældste bopladser fra den sene stenalder. Vi passerer en række fliser med årstal som skal symbolisere tiden tilbage mod fortiden. Og vi skal endnu længere tilbage end da pyramiderne i Gisa (Egypten) blev opført. Skara Brae er et forhistorisk samfund fra omkring 3.100 f.Kr. og regnes for den bedst bevarede stenalderboplads i Europa. Den blev tilfældigt opdaget efter en kraftig storm i 1850 som flyttede en sandklit, der skjulte stedet. De stenbyggede hytter og deres stenmøbler m.v. er blevet perfekt beskyttet under sandet i tusinder af år. Ved at spadsere rundt på stien over boligerne får vi et imponerende indblik i hvorledes stenalderfolket her havde indrettet sig. Her er otte stenhuse og man regner med at her har boet mellem 50 og 100 mennesker. Gangene mellem stenhusene var overdækkede med sten og græs, hvilket ses enkelte steder. Ellers er husene og værksteder åbne, så vi kan se hvorledes stenalderfolket havde indrettet sig. Man mener, at Skara Brae har været beboet i omkring 600 år indtil havet brød gennem klitterne længere ude mod havet og oversvømmede ferskvandssøen som bopladsen lå ud til. Stedet blev glemt og tildækket med flyvesand. Ved besøgscentret er opført en kopi af et stenalderhus med flere indgange som symboliserer gangene mellem husene og huset er møbleret med senge, reoler og skabt – alt fremstillet af sten. Her får man også en god fornemmelse af hvorledes stenalderfolket havde indrettet sig. Skara Brae er et af de steder som man bare skal se, når man besøger Orkneyøerne.

Skaill House - Orkneyøernes flotteste palæ

Fra besøgscentret er der blot 200 meter frem til det flotte palæ Skaill House, hvor William Graham Watt - der udgravede Skara Brae i 1850’erne - boede. Huset er oprindeligt bygget i 1620’erne til biskoppen af Orkney, men er i de efterfølgende 400 år blevet udbygget og alle de 12 lorder som har boet her, har fortsat samlingen af inventar og antikviteter. I dag er huset nænsomt renoveret og åbnet for publikum. På en selvguidet rundtur kommer vi bl.a. forbi spisestuen med kaptajn Cooks spisestel, gennem arbejdsværelset, dagligstuen, biblioteket og biskoppens soveværelse.

Fra Stromness mod Skotlands fastland

Sidst på dagen tager vi med NordLinks færge fra Strømness mod fiskerlandsbyen Scrabster på det skotske fastland. Det sidste vi ser af Orkneyøerne, er vestsiden af øen Hoy, hvor den fritstående næsten 137 meter høje havklippe Old Man of Hoy passeres. Efter ca. halvanden times sejlads når vi Skotlands nordkyst og skal efterfølgende på tur i det skotske højland.