Vandreferie i mageløse Kappadokien i Tyrkiet

Saltsøen Tuz Gölü

Lava har gennem millioner af år væltet ud af de tre vulkaner Erciyes, Hasandag og Güllüdag. Lag på lag har lavamasser af forskellig art og aske lagt sig oven på hinanden. Noget hårdt og massivt, andet mere porøst og luftigt. Istiden har været her og tusinde års slid fra vejr og vind - og ikke mindst de seneste 8.000 år hvor mennesker har været her - har skabt det helt specielle landskab i Kappadokien. På køreturen over den frugtbare anatolske højslette fra Ankara mod Kappadokien gør vi - efter et par timer - holdt ved den store saltsø Tuz Gölü for at strække benene.
Vandet, der om vinteren står højt i søen, er nu fordampet så meget, at der er ca. 500 meter ud til vandkanten, og den flade søbund glinser af saltkrystaller så langt øjet rækker. I dette "snelandskab" spadserer vi nogle hundrede meter ud på saltet. Vi vover os ikke helt ud til kanten, da den skjuler sig under en skorpe salt, som kan briste ved uforsigtighed - lige som tynd is.
Ved P-pladsen findes naturligvis souvenirboder, der faldbyder diverse genstande - også salt fra søen. Overfor ligger en restaurant, hvor vi får turens første æblete - på én gang sød og forfriskende.                                                                                                      

Ihlara Vadisi

Efter yderligere godt en times transport kommer vi til Belisirma midt i Ihlara-dalen. Hele dalen er ca. 15 km. lang og Belisirma ligger omtrent midtvejs. Ved flodbredden spiser vi en udendørs frokost, der delvist bliver spoleret af hvepse, som har fået fri fra arbejdet i denne sensommermåned og nu ser sig om efter en lækkerbisken. Først da tjeneren kommer med nogle små tallerkener med brændende kaffegrums, der afgiver en kvælende røg, holder hvepsene sig lidt på afstand.

Så er det tid til feriens første vandretur. Vi går opstrøms langs med floden Malandes, der har fået navn efter de bjerge vandet kommer fra. Ihlara-dalen er et yndet udflugtsmål og denne søndag har flere tyrkiske familier taget på picnic under de skyggefulde træer inde i dalen. Flere steder falder floden ned over sten, som små fosser og giver en klukkende lyd mellem træer og de store sten og nedfaldne klippestykker vi forcerer undervejs. Oppe i dalen rejser basaltklipperne sig lodret over vores hoveder og danner nærmest en dyb kløft. Her har mennesker levet i mange hundrede år. Munke har etableret klostre og kirker, og endnu kan resterne af deres kultur opleves her.       

Súmbülü Kiliesi-klosteret

Vi går lidt op ad skråningen og støder på en smukt udhugget facade ved klosteret Sümbülü Kilisesi. Klosteret blev ødelagt af jordskælv og store klippeblokke faldt ned og blokerede indgang til kirken. Adgangen til kirken var lukket ind til 1939, mens arkæologer udgravede stedet og først i 1945 blev den åbnet for offentligheden. Kirkens indvendige udsmykning bærer præg af både røverier og hærværk på freskerne. Da de kristne blev drevet på flugt af muslimerne, blev ansigterne på de malede fresker udraderede, idet koranen foreskriver, at ingen ved hvorledes vore guder og forfædre har set ud og man ikke må forsøge at gengive deres udseende. Men også korrupte arkæologer har smuglet fresker ud af landet, bl.a. til Tyskland. Efterfølgende har det været populært at lave graffiti hen over freskerne, hvilket nu er strengt forbudt. En vagt i området tilser denne kirke og de øvrige klosterruiner, der findes i området.

Kirken under træet - Agacali Kililesi

Længere oppe i dalen ser vi endnu en klosterkirke Agacalti Kililesi - Kirken under træet - der blev bygget i det 6. århundrede efter Kristus. Her er loftets malerier fra 1100-tallet heldigvis næsten intakt, men også her ses forsøg på at udradere de kristnes fresker malet på væggene.
Et større vandfald passeres, der her på eftersommeren kun er et par meter højt, men som om foråret, når sneen smelter og regnen kommer, ændres til en frådende kaskade af vand.

Byen Ihlara

Efter ca. syv km. vandring går vi ud af dalen, vandrer gennem forstaden og kommer frem til byen Ihlara, hvor moskéen ligger flot på en stor, åben plads. Under et halvtag på den anden side af pladsen sidder mændene uden for cafeen og sludrer over en kop te. Her ses ingen kvinder. Midt på pladsen står byens mindesmærke for landsfaderen Mustafa Kemal Atatürk, der samlede Tyrkiet efter Det Osmanniske Riges fald og lagde grunden til det moderne Tyrkiet, inden han døde i 1938. Vi har lejlighed til at studere lidt af dagliglivet - herunder børnene, der også her har lært at sige "money, money" - inden vi bliver hentet af minibussen.

Cavit Hotel i Mustafapasa

Der er ikke langt til Mustafapasa, der i den græske tid blev kaldt Sinasos. Her skal vi overnatte. Det er et noget undseeligt hus midt på en knastør vej, vi bliver sat af ved - men tag ikke fejl. Da vi bliver lukket ind i Cavit Hotel, er det husets søn, der viser os tilrette i dejlige værelser. Det højtliggende hus, der er en gammel græsk restaureret bolig, og nærmest kan betegnes som et gæstehus, har værelser på første etage og privaten med køkken i stueetagen. Fra de fleste værelser er der en fin udsigt ud over Göreme-dalen. Bag huset ligger en blomsterrig gårdhave, overdækket af vinranker, der giver læ for solens brændende stråler. 
Ved et langbord bliver der dækket op, medens der kokkereres for os med hjemmelavede lækkerier bl.a. baseret på egen avl fra køkkenhaven længere nede ad bjergskråningen.

Smagen og duften af vandpibe

Sorte skyer trækker sig sammen over Göreme-dalen og da middagen næsten er ovre, kommer de første lyn og regnen begynder at vælte ned. Selv om vi sidder i læ, kan det ikke undgås, at vi får regn på os, så vi går indenfor i dagligstuen. Tæpper og puder pryder stuen, hvor vi slænger os på madrasserne med en pude i ryggen. Stol og borde findes ikke. Midt i stuen står husalteret: Vandpiben. Hurtigt bliver der fyret op med tørrede æbler, så de der har lyst til at prøve piben, frit kan komme til. 

Huler fra romertiden - Sahinefendi - Damsa

Luften er blevet renset efter nattens uvejr og da jeg tidligt i den kølige morgen går ud på terrassen til den opgående sol, kan jeg tælle hele 21 luftballoner på den skyfri himmel over Göreme-dalen. Netop denne dal og på dette tidspunkt - tidligt på morgenen, hvor varmen endnu ikke har skabt turbulens i vindstrømmen - er udset som et af verdens bedste steder at tage en tur med luftballon. På afstand kan vi se dem stige og dale, men hvor de præcist befinder sig, kan vi ikke se herfra. Men vi bliver klogere! 

Efter morgenmaden kører vi til Sahinefendi, hvor vi ser de første boliger hugget ud i den bløde klippeart tuf. I dag bruges hulerne bl.a. til stalde.

Vi besøger Camil Kirken fra 1770, inden vi vandrer ned gennem byen - ned i dalen.

Tuf-klipper

Her er utroligt tørt - selv efter den usædvanlige regn i aftes - og vi kommer gennem marker med vin, ned over høstede kornmarker og møder de første ejendommelige klippeformationer skabt i tuf-klipperne. Sylespidse kegler står rundt i landskabet som store myretuer og vi vandrer ned mellem disse forunderlige klipper. Selv om her er tørt, er her frodigt. Vandet må ligge lige under jordoverfladen for i dalsænkningerne vokser høje træer og her har bønderne deres kålmarker og græskarmarker. Mange steder vokser mistelten på træerne og det kan ikke undgås, at der må kysses!

Søde druer

En kone kommer trækkende med et æsel, hvor børnene sidder tæt og holder om hinanden. De har samlet ris til at fyre op med og har sikkert været ude hos mændene i vinmarken, som vi støder på lidt senere. Vi bliver naturligvis budt på at smage deres vidunderlige vindruer. Søde, blå druer - slik for ganen. Disse fattige, men utroligt gæstfrie mennesker, byder os alle en stor klase. Nogle bønder bruger druerne til den lokale vin, der er kendt i det meste af Tyrkiet, andre - de fleste - spreder druerne ud på en stor presenning i solen og lader dem tørre til rosiner.

Tørt - men også frugtbart

Vi når frem til det, der engang helt tilbage i romertiden var en by udhugget i tuf-klipper. Her har mennesker boet og dyrket den ualmindelige frugtbare jord. Denne bløde lavaart, som man faktisk kan kradse i med fingrene, blev hugget ud af klippeformationerne og spredt ud på markerne. Man fik boliger, der var kølige om sommeren og lune vinteren. Her falder sne! I den frugtbare lava kunne man dyrke korn, vin, græskar og andre afgrøder som f.eks. kvæder og æbler. Jordskælv har op gennem tiderne ødelagt huler og klippeformationer som nu står som ruiner fra en svunden storhedstid. Da man ikke længere kunne bo i hulerne blev de udnyttet som stalde eller dueslag. 

Damsa-søen

Vi vandrer lidt rundt i området og klatrer op i nogle af hulerne, men kan kun fantasere os til, hvorledes livet blev levet her. Lidt oppe på en bakke finder vi ruinen af en kirke. Et kors i kirken fortæller os, at korsridderne på vejen til Det Hellige Land også har været forbi her.
Så bevæger vi os længere ned i dalen og kommer frem til den opdæmmede sø Damsa. Vandet fra søen skulle give elektricitet til området, men de senere års mangel på nedbør - både regn og sne fra bjergene - har gjort vandstanden i søen så lav, at el-produktionen er opgivet. 
Formiddagens vandring afsluttes med frokost under de skyggefulde træer, medens en frisk brise ude fra søen udskifter den ellers stillestående luft.

Gennem Gomeda Vadisi til Ortahisar

Eftermiddagens tur er henlagt til Gomeda-dalen og starter med en lidt stejl nedstigning, hvor vi må hjælpe hinanden. Tuf-klippernes porøse materiale ligger som små rullesten på klippeskråningen, så vi må være særdeles forsigtige for ikke at skride i dem. Vi kommer ned i et udtørret flodleje, hvor der ikke har været vand i mere end 100 år. Men sporene fra den tidligere flod er tydelige. Vandet har strømmet langs klipperne og slebet vægge og klippekanter og har været under klipper og skabt tunneller, som vi vandrer/kryber gennem.
At også denne dal har været et frodigt sted en gang, vidner de vildtvoksende drueranker og de mange æbletræer om. 

Men også de huler som vi møder undervejs. Ingen ved hvorfor eller hvem, der har startet udgravningen af hulerne. Det fortaber sig i fortiden - lang tid før vor tidsregning. Måske har det været begravelsespladser? Mennesker har boet her og de har holdt duer, det fortæller de mange dueslag, vi ser på vandreturen. Duerne blev brugt som postmeddelere (brevduer) og føde, men mest af alt var deres møg uvurderlig. Duegødningen blev indsamlet, spredt på lavamarken og fik afgrøderne til at blomstre. Duer var således helt nødvendige for beboerne her, der værnede om dem. Rødmalede mønstre ved dueslagene holder høge og andre rovfugle væk. Duerne havde også en anden betydning. For de kristne var duen symbol på fred og Guds ånd, for muslimerne symbolet på familiens gudsfrygt og fredelige hensigter.

De gamle folkeslag har været her

Hvor lang tid der har været mennesker i Kappadokien fortaber sig i det uvisse, men nogle mener i mindst 8.000 år. Faktum er, at Kappadokien lå centralt for de tidlige karavaneruter som Silkevejen, der gik fra Kina til Europa, naturligvis for transport af silke og te m.m. Også Krydderivejen, der gik fra Afrika mod Europa, med transport af diverse krydderier og tørrede frugter etc. krydsede Kappadokien. De tidlige folkeslag som hittitterne har været her to tusinde år før Kristus. Grækerne og romerne, de kristne og araberne, alle har de været her og endnu kan vi se spor af disse kulturer i mageløse Kappadokien.
Medens vi vandrer er der rig lejlighed til at snuppe sig et brombær, en klase druer eller et sødt æble fra de vildtvoksende buske og træer som ingen ejer. Vi opdager, at vi ikke er helt alene på denne vandring, da vi pludselig støder på en ca. 30 cm. stor skildpadde. Her er også lidt fugle og insekter, men ellers møder vi ikke mange andre skabninger på vores vej frem mod Ortahisar.  

Ortahisars Slot

Fra et udsigtspunkt mellem vinmarkerne kan vi se ud over byen med "slottet" der rejser sig i midten. Desværre er der ikke længere adgang til Ortahisars Slot, da erosion har fået store klippestykker til at falde ned og gjort bestigningen livsfarlig. Det har været nødvendigt at evakuere beboerne i de nærliggende huse under slottet.

Hen under eftermiddagen er vi fremme ved Hotel SES i den nordlige udkant af byen Göreme. Hotellet, der er bygget i typisk ottomansk stil, ligger i rolige, landlige omgivelser væk fra hovedstrøgets restauranter og natklubber. Da vi er indkvarteret og har hvilt os lidt, kører vi ud og spiser på en restaurant tæt ved Open Air Museum.

I floddal gennem Zermi Deresi

Det er endnu ikke lyst, da jeg bliver vækket af en øredøvende, skrattende højttaler, hvor en stemme kalder til bøn. Jeg tænder lyset og ser på mit ur. Klokken er 5. I hele syv minutter kalder muezzinen til bøn fra landsbyens moské. Så bliver der ro. Indtil en hund i det fjerne begynder at gø. Jeg falder igen hen, da en hane ser sig nødsaget til at byde de første solstråler velkommen. Nu er det lyst og jeg ligger og blunder. Der er ingen grund til at stå op. Morgenmaden er først kl. 8. Jeg vender mig om og slumrer lidt ind igen. Så lyder der en underlig summen. Den afbrydes en kort stund. Så summer det igen. Jeg går hen til vinduet og lige på den anden side af vejen svæver en kæmpe varmluftsballon. Og bagved endnu en. En strøm af balloner er på vej op. Nu ved vi, hvor de starter. Det skal vi da se nærmere på en af de kommende morgener.

Morgenmaden på hotellet spises ude i haven i selskab med vores mere end lystige venner - hvepsene! Vi forsøger at lokke dem væk med lidt honning, men det ser kun ud til at lokke endnu flere til. Det lykkes for os at få morgenmaden ned uden samtidig at sluge en hveps og snart er vi parate til dagens vandretur.

Vi kører ud til den sydlige nedgang til Zermi-dalen, hvor vi skal vandre i et udtørret flodleje med udsigt til ejendommelige klippeformationer. Men turen er ikke helt uden forhindringer. Et par steder må hænderne på jorden og vi må sno os for at komme gennem smalle slugter, sprækker og tunneller. Også her er der rig mulighed for at smage på de vildvoksende frugter - hvor nu også mirabeller er kommet til. Det tager ikke lang tid at vandre de knapt seks km. og for enden af dalen venter minibussen for at køre os til byen Cavusin.

Zelve Vadisi

På toppen af Cavusin ligger også et eroderet kloster, der var i brug til 1960, hvor det kollapsede. I modsætning til "slottet" i Ortahisar må vi godt bestige stedet, der engang har været et meget stort kloster. Flotte udskæringer i bygningerne vidner om  fortidens rigdom. Men da vi kommer op i ruinen, er her ret så åbent. Det halve af klosteret er faldet ned og vi må balancere på opstillede stilladser. I Sct. Johans klosterkirke ses enkelte fresker samt udhuggede udsmykninger på klippevæggene.

Flere ejendommelige klippeformationer i Zelve-dalen

På den anden side af Cavusin vandrer vi ned i Zelve-dalen, hvor vi støder på de mest ejendommelige klippeformationer, vi endnu har set på turen. Tunge sten i hårdt materiale (basalt) balancerer på toppen af tårnhøje søjler af mere blødt tuf-materiale. Falder stenene ikke ned? På afstand er det tydeligt at se, hvorledes lagene følger en lige linie i landskabet. Hårdt lavalag på blødt og igen hårdt. Skiftevise lag i forskellige farver afspejler vulkansk aktivitet fra en fjern fortid.
I Pasabag kommer vi nærmere disse klippeformationer, og fantasien kan få frit spil. Er det nissehuer disse klipper har fået på? Eller er det fremmede væsener, der i deres U.F.O.’er har besøgt jorden og sat deres aftryk? Vi er fremme i Zelve og kan bestige en af hulerne via en stige for at se nærmere på indretningen og nyde udsigten fra 1. sal.

Silketæpper hos Avanos

Efter frokosten kører vi ind til byen Avanos og ser tæppeproduktionen i Bazaar 54. Vi vises rundt og hører hvorledes kvinderne uddannes i denne ædle kunst og møder et par af kvinderne, som netop er ved at væve silketæpper. De arbejder omkring 4-6 timer pr. dag og produktionen løber op i et par millimeter hver dag på et tæppe, der er under en meter bredt! Silkevævning tager tid og er derfor også meget dyrt.
I et tilstødende lokale ser vi hvorledes silkesommerfuglens pupper lægges i blød og hvorledes silketråden opløses og spændes på en slags spinde, der samler den ca. 1,5 km. lange silketråd på store trisser. Vi hører historien om hvorledes de første pupper ulovligt blev smuglet ud af kejserens Kina, hvor der var dødsstraf for sådanne forsøg.

Kvalitetstæpper til kvalitetspriser

I et andet lokale ses hvorledes farvningen foregår, inden vi vises ind i show-rummet, hvor nogle af de tyrkiske kvalitetstæpper vises frem. Kvalitetstæpper er en investering, der ikke alene holder deres pris - de stiger i værdi! Nogle foretrækker aktier andre tæpper! Har man tid til fordybelse og tid til at handle, kan man få et kvalitetstæppe sendt til Danmark. Det vi falder for, er et silketæppe med motivet "1001 nat" og en sælger forklarer, at det koster 42.000,- kroner! Han kunne nok se på os, at vi lige skulle synke en klump i halsen og foreslog så et andet tæppe med samme motiv til en anden pris. Meeeen!

Balloner en tidlig morgen

Vi behøver ikke vækkeur denne morgen i Göreme. Muezzinen, der kalder til bøn, sørger for at vi kommer tidligt op i dag. Det er lyst, men endnu er solen ikke kommet op over Bozdag-bjerget i øst. Her i godt 1.000 meters højde over havets overflade er det ret køligt om morgenen, så iklædt varme fleece forlader vi hotellet og spadserer over hvor vi kan se, at varmluftsballonerne er ved at blive "pustet" op. De første er allerede steget til vejrs, og ballonfærd er i det hele taget et tilløbsstykke. Hver ballon har omkring 10 passagerer, der hver betaler for en sviptur, og med et par og tyve balloner, der stort set melder om fuld hus i sæsonen, kan man regne sig til denne millionomsætning.

På startpladsen står hjælpere parate til at give kurven under ballonen det sidste skub, når skipper har fået luften i ballonen varmet tilstrækkeligt op. Ind i mellem gives gas og en vældig flamme vælter op i ballonens indre og langsomt stiger ballonen til vejrs. Vi løber op på en forhøjning og har et mageløst skue ud over Göreme med et utal af balloner hængende over vores hoveder. Enkelte lader ballonen dale ned mellem de mange klippeformationer, så folk kan se dem på tæt hold og når så lige at stige op igen før kurven rammer klipperne. Langsomt glider ballonerne bort bag bjerget, da vi går tilbage til hotellet for at spise morgenmad.

Gennem Bagli Deresi til Uchisar

Lidt nord for Göreme vandrer vi ind i Kærlighedsdalen, hvor en helt særegen natur med falliske klippeformationer, må have givet navn til dalen! Et utal af mere end 30 meter høje slanke søjler står stift i vejret og vandreturen mellem disse giganter er en noget speciel oplevelse. At ruten her i dalen er populær, kan ses på den veltrampede sti og da vi er halvt gennem dalen, møder vi da også en vandregruppe, der går i modsat retning.

I den sydlige del af Kærlighedsdalen skal vi atter op og kommer frem til byen Uchisar. Vi vandrer op gennem byens nord- og vestside og besøger en lille café, der er bygget i klipperne. Her var tidligere dueslag og senere stald, men nu kan vi se, hvorledes familien har indrettet sig, mens vi får en kop æblete.

Duft af frugt

Vi fortsætter gennem Uchisar, hvor en duft af frugt kommer os i møde, da vi passerer en kone, der koger saft i et stort kobberkar. Flere af husene er rigt udsmykket. Vi kommer længere over på østsiden af byen og her er det mere byggeplads end noget andet. Gamle huse rives ned for at give plads til nye, store hoteller. De ældgamle huler er ikke fredede og forsvinder. Nyt kommer til. Oppe på torvet åbner byen sig på ny. Her er forretninger og souvenirboder og konerne falbyder "ting og sager".
Vi besøger "slottet" og bestiger det øverste af byen, hvor det tyrkiske flag vejrer højest i hele områder og hvorfra der er en fantastisk udsigt udover landskabet i alle retninger.

Duerne i Uzun Deresi

Vi følger vejen mod syd ud af Uchisar og kommer ud til et dejligt spisested TasHan, med en helt vidunderlig buffet - stor og varieret. Her er alt hvad vi behøver af lækre salater, sammenkogte retter og desserter. Meget lækkert. Efter dette måltid er der nogle af os som mest trænger til en time på øjet, men vi skal ned i Due-dalen.

Fra nedgangsstedet kan vi se udover det meste af dalen og undrer os over, hvordan vi mon skal komme derned. Men en fin lille serpentinesti snor sig ned langs dalsiden og med en hjælpende hånd hist og her kommer vi helskindet ned i dalen. Due-dalen har ikke sit navn for ingenting. Masser af dueslag ses overalt - også i et tidligere kloster er der indrettet dueslag. 
Turen videre frem viser sig at være for stejl til at den lokale guide vil føre vandregruppen længere ned og vi må derfor atter op af dalen og transporteres et stykke længere frem for igen at kunne komme sikkert ned til det sidste stykke. Og sikke en nedtur. På glatte tuf-klipper med lumske rullesten, bliver vi gelejdet stejlt nedad igen. Der er nogen nervøsitet i gruppen. Går det? En udhulet sti - eller en naturlig fordybning i klipperne - snor sig nedover til dalbunden. Vi må tage det meget roligt, give os god tid og hele tiden hjælpe hinanden - og holde afstand. Falder én vil andre uundgåeligt falde med. Med hjælpende hænder og tungen lige i munden lykkes det at komme helskindet ned i dalen til de klippeformationer, der mest af alt minder om "smølfehuse". Denne tur er særdeles vanskelig og kan med fordel omlægges til et andet sted.       

Jægernes Dale - Kizicukurs Deresi og Güllü Derisi

Denne morgen køres vi ud til det såkaldte Sunset View-Point ved sydsiden af Bozdag-bjerget og vandrer ned gennem Den Røde Dal. Her er et utal af dale som tilsammen omtales som Jægernes Dale. Her bliver farvespillet endnu mere fascinerende end det, vi tidligere har oplevet. Nederst har vi de brune farver, så de røde, hvorefter de gule og hvide - og ind i mellem grønne farver som spiller i klippeformationerne.
Undervejs aflægger vi et besøg i Hacli Kilise - Korskirken, der har fået navn efter det kors, der er udhugget i kirkeloftet. Vandringen afsluttes gennem Rosendalen, hvor udsigten til Bozdag-bjerget ikke fås bedre. 
Dagens frokost indtages ved ridecentret Akhal-Teke nær floden Kizilirmak (Den Røde Flod) ved Avanos med efterfølgende kaffe i den smukke grønne have.

Kursunlu Moskéen i Nevsehir

Vi har planlagt at besøge en moské sammen med den lokale guide og ser den meget smukke Kursunlu Moské i Nevsehir opført i 1726. Den er kvadratisk i formen og har tre indgange og er meget smukt dekoreret. Uden for selve bygningen rejser minareten sig 88 meter i vejret. Vi hører om hvorledes mænd og kvinder er adskilt i moskéen og de forskellige hellige steder.

Kappadokisk aften på Evranos

Hen under aften kører vi til byen Avanos, hvor den specielle restaurant Evranos er skåret ud i klipperne. Vi træder ind gennem en portal og kommer via nogle gange ind i et stort udhugget rum med flere udløbere, hvor der er dækket op til spisningen for et par hundrede tilskuere. Her serveres drikkevare ad libitum (vand, sodavand, øl, vin og raki), når man først har betalt entréen, der også indeholder treretters middag samt det vigtigste - aftenens show med tyrkisk kultur, sema-dans, fasil (klassisk tyrkist musik), folkedans m.m.
Allerede medens vi er i gang med forretten dæmpes lyset og en orientalsk fløjte og nogle trommer sætter gang i stemningen. I det selvlysende mørke ses fem skikkelser vandre langsomt rundt på scenen, alt medens fløjten med meditativ ro, øger vores forventninger til hvad der skal ske. Et par gange går mændene rundt om hinanden, inden de lader deres lange, mørke kåber falde til jorden for at afsløre deres hvide dragter, der består af skjorte og jakke, samt et ankellangt klædningsstykke, der mest af alt minder om en kjole. Under dette bæres lange hvide bukser. Fire af mændene går fortsat langsomt rundt dirigeret af den femte, og så begynder den første at vende sig, alt medens den ene hånd vender opad mod Gud og den anden vender nedad mod os jordiske mennesker. Efterhånden har alle drejet sig om sin egen akse og tempoet stiger. Nu hvirvler de rundt på stedet indtil den femte mand giver et signal og straks stopper dansen. Denne særlige sema-dans gentages et par gange og musikken dør ud, da mændene forlader scenen.       

Folklore og mavedans

Så kommer næste nummer. En gruppe mænd og kvinder giver opvisning i nogle af de traditionelle folkedanse. Festligt og farverigt til klassisk musik fremført på originale, gamle instrumenter af en lille gruppe musikere. Mellem numrene serveres hovedretten og man er lige ved at få maden galt i halsen, da den yndigste mavedanserinde træder ind på scenen. Hun har fuld kontrol over sin krop og kan vrikke med hvad som helst! Da hun har demonstreret sin kunnen - og dygtig er hun - svirrer hun rundt på hele gulvet for til sidst at "hive" nogle tilskuere op på scenen. Den del af showet kunne jeg nu godt undvære. Det er ynkeligt, at se hvor fjollede halvfede mænd (for at sige det pænt) ser ud, når de skal efterligne en professionel mavedanserinde. Men nogle finder det aldeles morsomt! 
Det lille husorkester sætter atter gang i den tyrkiske musik, der ind i mellem kan lyde falsk i vore vesterlandske øre. Truppen har skiftet tøj og fremviser endnu mere folklore. Det hele afsluttes med fælles dans til discorytmer a la Tyrkiet.

Open Air Museum i Göreme

Vi er nået til næstsidste dag på denne vandretur i Kappadokien og det er fridag. Dvs. vi er overladt til os selv hele formiddagen og alle spadserer vi de to km. ud til Open Air Museum i Göreme. Her findes en velbevaret koncentration af gamle kirker med flotte fresker, som folk gerne står i kø for at se. Vi ankommer (desværre) samtidig med at både japanske og italienske turister væltes af busserne, så her er virkelig trængsel. Men vi får set lidt af de mange flotte udsmykninger, inden vi giver op og vandrer tilbage til byen.
Det bedste tidspunkt at besøge museet på er om eftermiddagen. Her er der normalt ikke så mange mennesker og solen er kommet over i den rigtige retning for fotografering, som er tilladt - blot uden brug af blitz. Den store turiststrøm skyldes ikke mindst, at hele området i 1985 blev udpeget af UNESCO som verdens kulturarv.

Underjordisk landsby i Özkonak

Først på eftermiddagen sidder vi atter i minibussen på vej tilbage mod hovedstaden Ankara. Ca. 14 km. nord for Avanos gør vi holdt ved en af de underjordiske landsbyer i Özkonak. Denne underjordiske landsby er endnu ikke helt udgravet, men kan give os et billede af, hvordan disse underjordiske bysamfund har fungeret. I tider med uro og invasion af fremmede magter var det nødvendigt at de lokale kunne gemme sig, og i de specielle jordbundsforhold var det muligt at grave sig ned og forsvinde, mens fjenden ledte efter områdets indbyggere. Fra stort set hvert hus fandtes en hemmelig underjordisk gang, der førte ned til den fælles by under jorden. Disse gange kunne være op mod tre km. lange og kunne blokeres med store sten, så det var umuligt for fjenden at komme gennem. Det har været et enormt arbejde at udgrave disse gange og underjordiske byer.
Fra byen under jorden havde man også gange, der førte til udsigtspunkter, så man kunne holde øje med fjendens aktiviteter. Under jorden kunne man brygge vin, opstalde dyr, have vandreserver og maddepoter. 
Et besøg giver en fornemmelse af hvorledes et liv under jorden kunne leves, idet vi ledes ned gennem trange gange forbi større rum og ender i "dagligstuen" 30 meter under jordoverfladen. Undervejs passeres flere rullesten, som kunne blokere gangen, hvis det skulle blive nødvendig. 

Mens vi tilbagelægger turen til Ankera, kan jeg ikke lade være med at tænke på de mennesker, der skulle leve en del af sit liv i frygt under jorden! De tusinder kristne og muslimer, der har boet i udhuggede huler og klostre. Nogle af verdens mest bizarre klippeformationer, vi har vandret mellem og klatret på. Og den gæstfri og venlighed vi har mødt overalt. Mageløse Kappadokien.