Joshua Tree National Park
Vi er "On the Road Again" bogstaveligt talt og musikken lyder fra bussens højttalere, mens vi kører i Californiens knastørre Mojave-ørken på vej mod Joshua Tree National Park.
USA
Hovedstaden i USA er Washington D.C. og største by er New York.
Befolkningstal: Ca. 325 mio.
Areal: Ca. 9.833.520 km²
Afstand fra Danmark: Til New York City: 6.197 km. Til San Francisco: 8.797 km.
Mest besøgte attraktioner: Storbyer og nationalparker
Mere information:
Gennem Mojave-ørkenen
Varmen er ulidelig - ikke i bussen - men så snart vi stiger ud for at strække benene ved spøgelsesbyen Amboy, der ligger i Mojave-ørkenen. Her er sand, masser af sand. Og spredt bevoksning af indtørrede buske, hvorunder firbenene søger dækning i deres huller. Majove-ørkenen er opkaldt efter en indianerstamme og dækker et areal ca. tre gange så stort som Danmark. Her er det vist ikke sjovt at fare vild i ørkenen! Der er nu ikke megen spøgelsesby at se - kun tankstationen, der lokker med en kæmpe hotdog - men en is er at foretrække i denne hede! Senere i Twentynine Palms har der engang været en by, for endnu står en katolske kirke opført i spansk/mexicansk stil.
Joshua Tree National Park
Fremme ved Oasis Visitor Center - et af flere besøgscentre i Joshua Tree National Park - gives der information om det helt specielle Joshuatræ som vokser her. Træets latinske navn er Yacca Brevfolia og træet har tilpasset sig de barske forhold i ørkenen, hvor det kun vokser i højder mellem 600 og 1500 moh. De første 10 år vokser dette stedsegrønne træ knapt otte cm. om året. og derefter ca. fire cm. om året, og først når træet har delt sig, sættes der blomster. Blomstringen, der sker fra februar til slutningen af april, kræver dog, at der om vinteren har været lidt frost. Enkelte træer er set blive op til 15 meter høje og kan blive 1000 år gamle. Historien fortæller, at det var mormonerne som kom hertil i 1800-årene, der gav træet sit navn, da de mente, at de oprakte grene lignede den religiøse leder Josva, der peger mod Kanaans land (Israel).
Vandretur i Hidden Valley
På vandreturen ude i nationalparken passeres The Skull Rock - en samling klippesten, der er eroderet så ejendommeligt, at de ligner kranier. Men vi fortsætter længere ind i den ca. 3.200 km2 store nationalpark til picnic-området ved Hidden Valley. Denne skjulte dal ligger omkranset af store klippeblokke og var engang skjulested for områdets kvægtyve. I dalen findes en knapt to kilometer lang rundtur mellem eroderede, lysegrå og røde klipper, joshuatræer og kaktusser samt andre ørkenplanter.
Vi spadserer rundt i det brandvarme sand og nyder naturen. Umiddelbart ser her ud til ikke at være noget dyreliv. Måske er det fordi vi er her midt på dagen, hvor solen banker ned fra en skyfri himmel. Men her er faktisk et rigt dyreliv, som du bedst får øje på om formiddagen og sen eftermiddag, hvor temperaturen er mere afdæmpet. Lige nu er det bare for varmt. Blandt dyrene her er ræv, hare og mindre pattedyr, men også bighorn sheep. Her er set mere end 250 forskellige fuglearter og er du heldig, kan du blandt fuglene se hurtigløberen - jordgøgen (roadrunner) - bedre kendt fra tegnefilmene med Hjulben.
Midt på stien
Her er naturligvis også krybdyr som forskellige øgler og flere giftige arter som klapperslanger, skorpioner og edderkopper. Jo, vi ser os for, mens vi vandrer mellem de store klippeformationer - og holder os midt på stien. Tilbage i bussen fortsætter vi de få kilometer til det endnu varmere Palm Springs.
Nyhed: Velkommen til KLUB Anne-Vibeke Rejser
Få masser af tips og rejseinspiration til din næste ferie. Se tv-programmer, foredrag fra hele verden med Anne-Vibeke Rejser.
Vi kan hjælpe dig med stort set alle former for rejser hele året rundt. Lige fra weekendophold i Danmark til drømmerejser ud i den store verden.
Læs mere om KLUB Anne-Vibeke Rejser