Vandring i Sierra Maestras regnskove

Castillo del Morro i Santiago de Cuba

Fra Baracora bevæger bussen sig op over bjergkæden og vi forlader Cubas mest regnfulde område og kører ned i landets tørreste region omkring byen Guantanamo. Den fine vej la Favola - en af Cubas stoltheder - bringer os gennem et næsten ørkenlignende landskab med meterhøje kaktusser. Foran os har vi 10 timers kørsel, før vi når dagens mål i bjergkæden Sierra Maestra - Cubas største bjergsystem. Formiddagen går hurtigt og ved frokosttid er vi fremme ved fortet Castillo del Morro, der blev bygget i 1632 på en klippe højt over indsejlingen til Santiago de Cuba, som beskyttelse mod piratangreb. Det tog imidlertid ikke modet fra piraterne, der gentagne gange plyndrede Santiago de Cuba. Et stenkast fra fortet er der reserveret plads til os på restauranten under fyrtårnet direkte ud til havet, hvor en forfriskende brise sendes ind over os, mens vi indtager en dejlig frokost ledsaget af levende cubansk musik. Efter frokost besøges fortet, der i 1997 kom på UNESCOs liste over verdens kulturarv.

Cementerio de Santa Ifigenia

Lidt uden for byen holder vi ved kirkegården for de udødelige Cementerio de Santa Ifigenia, hvor vi overværer vagtskiftet ved det særlige mausoleum for nationalhelten José Martis. Med kommunistisk præcision og strækmarch går tre bevæbnede soldater frem til mausoleet og afløser de forrige vagter.

Herefter fortsætter bussen mod hotel Villa Santo Domingo for foden af Sierra Maestra. Villa Santo Domingo består af en række bungalower og en åben restaurant under et tag, hvor der serveres et simpelt aftensmåltid.

Vandring i Sierra Maestra National Park

Sierra Maestra bjergene er fyldt med revolutionshistorie og storslået natur, hvilket opleves med en vandretur op til Fidel Castros og Che Guevaras hemmelige revolutionslejr, hvorfra de førte guerillakrig mod diktatoren Fulgencio Batista i 1950’erne. Ved indgangen til Parque Nacional Sierra Maestra har vi 900 højdemeter foran os op til plateauet Alto de Naranjo. Dem skal vi heldigvis ikke vandre, idet én taxa med plads til fem personer i løbet af en lille time får fragtet os alle op ad landets stejleste kørebare bjergvej med en stigning på op til 20 procent.

Castros skjulested La Comandancia de la Plata 

Herefter begynder selve vandringen på en sti der slynger sig på siden af bjerget. Udsigten udover de omkringliggende bjergtoppe er betagende, og flere gange møder vi kolibrier, der svirrer omkring os i den tætte skov. Ved en lille bondegård kan vi deponere kameraer, da det ikke er tilladt at fotografere i selve kommandocentralen længere oppe. Det var fra denne gård, at bonden i al hemmelighed forsynede Castros lejr med bl.a. mad og musik.
Efter en kraftig stigning op gennem skoven ses en lille, hullet stråhytte. Det var her, at Che Guevara drev sin tandlægeklinik. Eventyreren læste til læge, men blev aldrig færdiguddannet og praktiserede alligevel - også som tandlæge!
Så åbner landskabet sig på en åben grøn bakketop og vi er fremme ved La Comandancia de la Plata - Castros lejr. Dengang var her tæt urskov, der skjulte alt for Batistas flyvemaskiner. I lejren ses et lille museum med gammelt guerillaudstyr samt Castros bræddehytte, med faldlem, hvorfra han via en sliske kunne komme hurtigt ned i urskoven, hvis det blev nødvendigt. Den kom aldrig i brug. I hytten ses også dobbeltsengen, som han delte med Celia Sánchez, foruden et skrivebord, en bogreol og et gammelt køleskab med skudhuller. De der mere eller mindre frivilligt meldte sig til guerillahæren, gjorde det på livstid. Ønskede man at komme ud af "systemet" igen, kunne det ikke lade sig gøre af frygt for, at nogen kunne komme til at tale over sig. Vedkommende blev skudt - og Che Guevara var ikke bleg for at være den, der gik forrest i eksekveringen! 
Efter af have hørt om de vanskelige levevilkår i lejren, selv om her vist ikke manglede noget - Castros elskede havannacigarer nød han i fulde åndedrag - vandrer vi sammen vej tilbage og kører igen med taxa det sidste stykke tilbage til Villa Santo Domingo.

Mod refugiet Aguajada de Joaquín og Pico Turquino

To stykker tørt brød og lidt æg skyllet ned med en kop kaffe er ikke meget at starte dagens vandring på, så det anbefales kraftigt selv at have lidt kiks og energibarrer med sig på turen.
Proceduren fra i går gentager sig, hvor vi med taxa fragtes op til Alto de Naranjo, hvorfra vandreturen mod landets højeste punkt Rico Turquino, 1972 moh. starter. Igen vandrer vi gennem en biologisk mangfoldighed, hvor mange træsorter, bregner, orkideer og andre planter og ikke mindst regnskovens altid fugtige skovbund udsender behagelige dufte. Lydene fra fugle omkring os, som vi ikke altid kan se i den tætte bevoksning, rammer vores anden sans. De betagende udsigter, når skoven åbner sig, og ikke mindst de stejle stigninger, kan mærkes under vores fødder. Her er noget for alle sanser. Vi hører nationalfuglen cubansk trogon og ser igen kolibrier og spætter, mens vi vandrer gennem tæt krat, der næsten omslutter vandrestien. Ruten går over en højderyg - Løveryggen, Loma del Leon i 1.180 moh. - hvorfra vi kan se skyerne under os og har en flot udsigt ud over regnskoven. Senere forceres terrænet op over et par træstiger og efter ca. fem timer er vi fremme ved de primitive bjerghytter Aguada de Joaquín, 1.364 moh.

Aguajada de Joaquín

Der overnattes i køjesenge fordelt på to luftige rum, hvor det er muligt at se ud mellem sprækkerne i bræddehytten. Lidt nede ad bakken, nogle meter fra sovesalene, findes et lokum. Vand kan hentes fra en lille hane ved køkkenet, hvor en venlig kok og hans hjælper betjener os med aftensmad. Et par solceller sikrer et svagt elektrisk lys. Vi får smidt de medbragte soveposer på en seng og får bestilt noget at drikke.
Den danske turleder og den lokale guide samt fire af rejsevennerne har kræfter nok til at fortsætte mod Cubas højeste punkt Pico Turquino. Forsynet med vand og lommelygte forsvinder de op ad en endnu stejlere sti for at forcere de næste fem km. til toppen. Selv har jeg ikke kræfter til at fortsætte efter et maveonde dagen i forvejen og slapper af ved refugiet.

Atter samling

Der er gået nogle timer og det bliver mørkt og endnu har vi ikke hørt eller set bjergbestigerne. En vis uro spreder sig blandt dem, hvis ægtefæller er på toppen. Hvor bliver de af? Så pludselig dumper den første ud af urskoven, svedig og forpustet. - Jo, det var hårdt og de andre kommer ca. en time efter mig. Vi er lidt spredte. Vi nåede op og kunne se bjergtoppe stikke op over skydækket under os. Et betagende syn, beretter han. Han får mere at drikke og noget tørt tøj på for ikke at blive kold. Endnu en stund går. Det er helt mørkt. Ildfluerne er begyndt at svirre mellem os. Vi ser et andet lysglimt mellem træerne og den næste arriverer. - De andre er bag mig, siger hun, der på det meste af nedturen har vandret alene. - Men til sidst var det svært at se, hvor man træder. Godt at jeg havde lygte med.
Maden er klar og der serveres en lækker suppe, oksekød med ris samt citronte - og under middagen dukker de sidste bjergbestigere frem af mørket. De gjorde det!
De fleste sover vist meget godt i nat, selv om det er under primitive forhold.

Tilbage til Santo Domingo

Morgenmaden - eller manglen på samme - består af to tørre boller, lunede sardiner i tomatsovs, kaffe eller te! Frokostpakken er to lige så tørre boller, hvori der er lagt et stykke banket ko. Her er intet til at pakke maden ind i. Det er nok ikke helt let at ændre på logostikken i dette mangelsamfund, så vi kan få lidt "ordentligt" at spise inden en anstrengende vandretur, og mit råd er at tage lidt müsli eller havregryn med hjemmefra i en plasticpose og hælde noget kogt vand over. Det giver en god bund at starte dagens vandring på. Plastikposen kan så bruges til madpakken, hvis man ikke selv har lidt grovkiks, rosiner, mandler og/eller chokoladebar med. Hverken morgenmad eller frokost kunne jeg få ned!
Mens vi vandrer samme vej tilbage i den regnvåde morgen, hvor tunge skyer de første timer driver ind over junglen og gør alting vådt, har de af rejsevennerne, som ikke ønskede at deltage i denne bjergvandring kunne spadsere langs floden i det solfyldte Santo Domingo og besøge den lokale skole og en bonde.

Mod Bayamo

Ca. 4,5 time tager det at komme tilbage til Villa Santo Domingo, hvor rejsevennerne venter på os. Efter et forfriskende bad pakkes bussen og efter lidt besvær op ad den første stejle bakke - flere må forlade bussen for at den bliver let nok til at komme op - kører vi gennem et kuperet landskab frem til byen Bayamo, hvor vi indlogeres på Hotel Islazul Sierra Maestra. Det er et lidt slidt hotel i "russisk" stil, hvor der venter os en stor buffet - men desværre er de varme retter blevet kolde. I det nærliggende cafeteria kan vi imidlertid købe lidt yoghurt.

Den smukke by Camagüey

Morgenmaden ligger klasser over gårsdagens aftenbuffet, så i dag får vi dejligt brød, pølser, æg, ost og marmelade, inden vi igen sidder i bussen. På dagens lange køretur gøres der naturligvis holdt et par gange og der er lejlighed til at iagttage, hvor utidssvarende og besværlige mange forhold er i Cuba bl.a. pga. systemet og den amerikanske embargo. 
Vi spiser frokost i byen Camagüey, der også er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Og det forstås, da vi træder ind på en yndig plads Plaza San Juan de Dios, hvor pastelfarvede kolonitidshuse omkranser pladsen som de gjorde for mere end 200 år siden. På pladsen ses også kirken Iglesia San Juan de Dios opført 1728.
I Restaurant La Campana de Toledo serveres et lækkert måltid - naturligvis under ledsagelse af cubanske rytme.

Hacienda Manaca Izanga i Sukkermøllernes Dal

På den videre færd gennem Cuba beretter lokalguiden utrætteligt om landets forhold, landskaber og byer. Cuba er et land, der må importere fødevarer, da incitamentet til selv at producere mangler i det kommunistiske regime. Selv sukker, som Cuba gennem slavernes hårde arbejde i sukkerrørsplantagerne opbyggede sin storhedstid på, må i dag importeres!
I Sukkermøllernes Dal besøger vi den velholdte Hacienda Manaca Izanga og får et lille indblik i, hvilke rigdomme og overflod sukkeret kunne give plantageejerne. Som et eksempel herpå ses haciendaens 45 meter høje tårn, som sukkerbaronen lod bygge så højt for at overgå sin bror. Tårnet, der blev benyttet som klokketårn og observationstårn, hvorfra man kunne slå alarm, hvis en af plantagens ca. 350 slaver skulle finde på at flygte, har syv forskelligt udseende etager, som kan besøges.
De første slaver blev frigivet ved revolutionen i 1868, men først så sent som i 1886 blev slaveriet ophævet i Cuba.

Lang rejse mod Trinidad

Sidst på eftermiddagen ankommer vi til det 4-stjernede all-inclusive-hotel Brisas Trinidad del Mar på den flotte strand Playa Ancón, der ligger på en halvø ca. 12 km. syd for byen Trinidad. 

Den meget smukke by Trinidad med pastelfarvede kolonitidshuse besøger vi i morgen.